Pokémon blev størst - men hvem fik ideen først?

Pokemon Go-spil har fået millioner af fans over hele jorden. Hver dag jagter massevis de små væsner med mobilen. Men i den lille by Nørreby på Nordfyn var de i gang med noget tilsvarende længe inden nogen havde hørt om Pokémon Go.

Torsdag fik elever fra Klinte Friskole lov til at teste app'en Geoquestor - eller Nørreby Go, som nogle også allerede kalder den.

App'en minder på nogle områder om Pokémon Go. Men i stedet for at jagte vituelle figurer - så skal man finde pitstop, så man bliver klogere på området.

 
 
Foto: Andreas Hedelund Jørgensen

 Philip Wæde fra 9. klasse var en af de elever, der gik på jagt i Nørreby og omegn.

- Vi skal finde mindestenen i Nørreby på sådan en ting her, siger han og viser et kompas frem på sin mobil. 

Det er Karin Madsen fra Nørreby, der allerede sidste år fandt på app'en. Men fordi lanceringen skulle ske på samme dag som den lokale Brugs fylder 120 år sidst i august, så kom Pokémon Go altså først. 

- Det er da rigtig flot af hende, at hun har fundet på det her, siger Bo Vasegaard, der er lokal brugsuddeler.

- Jeg tror da, også at app'en bliver videreudviklet - så den også kan bruges til cykelrytter også videre.

 

 
 
Foto: Andreas Hedelund Jørgensen

 

TV 2/FYN fik lov til at gå med rundt på jagt efter pitstop. På et tidspunkt skulle eleverne svare på, hvilken ø de kunne spotte ude i vandet.

- Det er da Jylland, konstaterer en hurtigt.

- Argh, Jylland er da ikke en ø!

- Det er en halvø, oplyser Philip de andre om.

- Ej, det er da Æbleø.

- Så er Æbleø da godt nok gigantisk.

- Svar nu bare Æbleø!

Og formålet med app'en er netop at blive klogere på egnen og den lokale historie - og så få nogle kilometer i benene. 

Og fire kilometer senere er Philip klar til at uddele stjerner for den lokale app.

- Pokémon Go får fem ud af seks stjerner. Den her får fire ud seks.

Hvorfor?

- Man lærer noget - og man får motion. Det synes jeg er meget fedt.

 

Oversigt

    Oversigt