Polterabend skyld i politiaktion

To unge mænd fik sig en slem forskrækkelse, da de lørdag eftermiddag satte en større politiaktion i gang i Munkebo nord for Odense.

Det fortæller TV 2/FYN.

De to mænd - på 19 og 17 år - skulle til polterabend, og i den forbindelse var deres ansigter dækket med huer, hvor der kun var hul til øjnene. De lignede med andre ord to røvere.

Vidner så de to mænd ankomme i al hast i en bil til en villa i Munkebo, hvorefter de stormede ind i villaen. Vidnerne troede, at de to mænd havde et kriminelt ærinde i villaen, og derfor blev politiet kontaktet.

To patruljevogne blev sendt til Munkebo, og udenfor villaen råbte betjentene, at de to unge mænd skulle komme ud af villaen, hvilket de gjorde. Men det viste sig, at de to mænd var klædt ud, fordi de lørdag aften skulle til polterabend.

I villaen fandt politiet dog tre ulovlige knive, og derfor vil begge mænd nu blive sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Oversigt

    Oversigt