Populær dansk filmdiva spiller Svendborg-piges tante

17-årige Sandra Kampp fra Svendborg er i gang med sin første spillefilm og skal spille op til rutinerede Sidse Babett Knudsen.

Det er nok ikke ligefrem mafia, man forbinder med Søndersø og omegn, men FilmFyn kobler de to elementer tæt sammen, når den danske filmdiva Sidse Babett Knudsen kommer til Nordfyn for at filme.

Sidse Babett Knudsen er en af de bærende kræfter i FilmFyns nyeste investering i at trække filmproduktioner til øen.

Det er produktionsselskabet Snowglobe og Scanbox Entertainment, der sammen med FilmFyn løfter sløret for mafia-fortællingen "Kød og blod", som indeholder et nådesløst blik på kærlighed og vold i en kriminel familie i provinsen.

Kammeraerne snurrer

Optagelserne er netop gået i gang, og det er instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut. Filmen er skrevet af Ingeborg Topsøe, og over for Sidse Babett Knudsen spiller den debuterende unge skuespiller Sandra Kampp fra Svendborg. I filmen er Sidse Babett Knudsen Sandra Kampps tante.

Desuden er Joakim Fjeldstrup fra filmen "Steppeulven", Elliot Crosset Hove fra DR's tv-serie "Broen" og Besir Zeciri fra TV 2-serien "Greyzone", på rollelisten.

Sidse Babett Knudsen vender med en rolle som mafiaboss i "Kød og blod" tilbage til dansk film efter store roller i blandt andet HBO's tv-serie "Westworld" og filmatiseringen af Dan Brown-bestselleren "Inferno".

Optagelserne varer indtil 18. juni, og der er forventet dansk biografpremiere 1. august 2019.

Fakta om "Kød og blod"