Præst fik påtale for juleprædiken

Sognepræst Georg Klinting fra Krogsbølle ved Otterup var for politisk i sin juleprædiken, hvor han kritiserede regeringens udlændingepolitik. Det indbringer ham nu en påtale fra Fyns biskop Kresten Drejergaard.

Kirkegænger klagede

Det er en kirkegænger, der har klaget til biskoppen over sognepræsten i Krogsbølle. Kresten Drejergaard er enig med klageren og mener, at sognepræsten gik for langt, fordi han kritiserede Udlændingestyrelsen, der ikke havde mulighed for at forsvare sig.

I sin prædiken omtalte Georg Klinting to konkrete flygtningesager, hvor flygtninge var blevet udvist af Danmark.

Politisk eller ej

Georg Klinting afviser anklagerne om at have lavet et partsindlæg på talerstolen. 

- Hvis påtalen var berettiget ville jeg tage den til mig, men det kan jeg ikke umiddelbart se at den er, siger Georg Klinting.

Klinting mener, at hvis biskoppen kalder hans prædiken for et partsindlæg, kan han kalde hver eneste prædiken for et partsindlæg.

- I kirkebønnen beder vi hver søndag for vore landsmænd, der er i det fremmede, og for de fremmede der er iblandt os. Er man så ikke også part i en sag der? Jo, for man tager den svages parti, og det er det, vi skal i kirken, siger Georg Klinting.

Georg Klinting var en del af det såkaldte præsteinitiativ, hvor omkring 200 danske præster benyttede juleaftens prædiken til at omtale regeringens flygtningepolitik.

- Det er simpelt hen vrede og indignation over den måde vi behandler de fremmede på, der har drevet mig. Bag den behandling fornemmer jeg et skred i menneskesynet. Vi betragter ikke længere alle mennesker, som vores næste. Der er nogen vi kan gøre med, hvad vi vil, siger Georg Klinting til TV 2/FYN.

Se tv-indslag på TV 2/FYN torsdag kl. 19.30

Oversigt

    Oversigt