I det fynske folks tjeneste

Sheltere søsat i Bogense: Mangler stadig officiel godkendelse

Tirsdag blev to sheltere søsat i Bogense havn. De er endnu ikke godkendt af kystdirektoratet, men efterspørgslen efter en overnatning på havet er allerede stor.

00:42

De nye søsheltere er bygget, så man altid kan finde læ i dem. Video: Ole Holbech/redigering: Maja Kærhus Jørgensen

I Bogense Havn kan de nu byde på en anderledes friluftsoplevelse.

Der er rigtig mange, der spørger til dem

Thomas Fløjborg-Lading, maritim leder, Nordfyns Kommune

Tirsdag blev to sheltere trukket ud og fastsat ved anker ved havnens nordvest-mole. Manden bag sø-shelterne er Thomas Fløjborg-Lading. Han er desuden maritim leder i Nordfyns Kommune og har arbejdet med idéen i fem år.

De to nye sø-sheltere, der i dag blev søsat i Bogense Havn, kan hver huse to voksne og et barn.

- Hvis det bliver en succes, må vi lave nogle flere og lave dem større, hvor der kan være flere i. Men indtil videre prøver vi med dem her, siger Thomas Fløjborg-Lading til TV 2/Fyn.

Regner med godkendelse

Men sø-shelterne er faktisk endnu ikke blevet godkendt. De er stadig ved at blive sagsbehandlet af Kystdirektoratet.

Læs også Corona gør doven: Fynboerne bevæger sig alt for lidt

- Det hænger sammen med at Foreningen af Lystbådehavne I Danmark og Kystdirektoratet har en samarbejdsaftale, hvor vi har aftalt at det, vi bruger inden for havnen, skal vi ikke ansøge om. Det skal blot anmeldes. Men Kystdirektoratet mener, at når det er til overnatning, er det en anden sag, forklarer Thomas Fløjborg-Lading.

Dog regner den maritime leder med, at de bliver godkendt. Allerede nu har modtagelsen af de nye søsheltere været yderst positiv.

- Der er rigtig mange, der spørger til dem, siger Thomas Fløjborg-Lading.

Altid i læ

Bogenses nye sø-sheltere er designet således, at de er lavere bagtil. Platformen kan rotere om ankeret, derved kan forsiden altid være i læ.

- Medmindre der er så lavvandet, at de står på grund, så kan de ikke dreje. Ellers er der læ, siger Thomas Fløjborg-Lading og fortæller, at der på bagsiden er en ekstra udgang, hvis forsiden skulle blive blokeret.

I opstartsperioden kan sø-shelterne ikke reserveres.

- Der må man komme og se, om de er ledige. Men med tiden vil jeg tro, at vi er nødt til at sætte dem ind i book en shelter for eksempel. Som kommunen bruger til de andre shelters. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget ”run” der vil være på dem, siger Nordfyns Kommunes maritime leder

Læs også Skoleelever samler skrald fra kano: - Vi har fundet 219 kilo

Målgruppen til de nye søsheltere er primært kajakroere og andre mennesker med maritimt sindelag og hang til friluftsliv. Men Thomas Fløjborg-Lading tror, der er flere, der vil bruge dem.

- Når vi tænker over det, så kan det lige så vel være gæstesejlere med deres sejlbåd, hvor børnene måske gerne vil sove i sådan et shelter, siger han.