Simon fra Søndersø vil have energihjælp til de svage: Det vil de fynske politikere gøre

De fynske folketingspolitikere giver deres bud på, hvordan kontanthjælpsmodtagere som Simon Lahrmer Kristiansen fra Søndersø skal klare sig igennem energikrisen.

De fynske politikere på Christiansborg er enige om, at de svageste i samfundet skal hjælpes mere under energikrisen.

I anledning af Folketingets åbning havde TV 2 Fyn taget et spørgsmål med fra kontanthjælpsmodtager Simon Lahrmer Kristiansen til de fynskvalgte folketingsmedlemmer.

Har I en plan til at hjælpe os, der er på kontanthjælp, og de svage med høje priser, inflation og energikrise?

I forlængelse af de stigende energipriser er elafgiften blevet sænket med bred opbakning fra Folketingets partier.

- Vi lavede en aftale i forrige uge, som blev hastebehandlet. Den vil hjælpe rigtig mange danskere. Elafgiften vil blive sat ned, og det vil betyde, at man vil få flere penge på kontoen, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Er der mere på vej?

- Der kan sagtens være flere ting på vej. Selv om vi har gjort rigtig meget, er det en hård vinter, vi går ind i, og vi kan ikke sige, hvordan priserne udvikler sig. Derfor følger vi det nøje og afviser ikke, at der skal mere til, siger ministeren.

Venstre: Sænk skatten for de svageste

Står det til Venstre, skal de svageste i samfundet betale mindre i skat og derved få flere penge mellem hænderne trods stigende elpriser.

- Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at få energipriserne ned igen. I Odense er jeg glad for, at det bliver forlænget med at fyre med kul, så varmeforbrugerne i Odense ikke får ekstraregninger, siger tidligere klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V)

- Og så skal vi lette skatten for de laveste indtægter.

Konservative: Få et arbejde

Konservative ser også skattelettelser som løsningen, men understreger, at Simon Lahrmer Kristiansen og andre i hans situation skal gøre, hvad de kan for at komme i arbejde, så de bedre kan betale deres regninger.

- Det allerbedste ville være at få et arbejde eller få hjælpen til at komme i beskæftigelse. Er man i beskæftigelse, vil vi gerne have, at man beholder flere penge til sig selv. Vi vil gerne lette skatten i bunden og eventuelt lave et kontanthjælpsloft, så det virkelig kan betale sig at komme ud på arbejdsmarkedet, siger Mai Mercado (K).

De seneste uger har gennemsnitsprisen for en kilowatttime flere dage ligget omkring fire-seks kroner.

SF: De svageste skal have en hjælpende hånd

Flere fynboer har meldt om ekstraordinær høje regninger som følge af energikrisen og de høje priser.

- Jeg forstår godt, hvorfor Simon og andre er utrygge ved, hvad der kommer til at ske. Hvis det fortsætter med stigende inflation og høje energipriser, skal der rækkes en hjælpende hånd til almindelige lønarbejdefamilier og i høj grad også folk på pension eller kontanthjælp, siger Karsten Hønge (SF).

Du kan allerede nu spare penge på din elregning, hvis du har variabel elpris og bruger strøm, når den er billigst. 

Oversigt

    Oversigt