Søndag eftermiddag udvikler sig meget ubehageligt for et kærestepar på på Middelfartvej ved Bogense.
En 17-årig kvinde og hendes 28-årige kæreste skulle hente nogle ting hos kvindens ekskæreste, en 31-årig mand.
Men han er tilsyneladende ikke glad for besøget, så han tager kontakt til sin nabo, en 52-årig mand, der handler resolut.
- Det lykkes den 31-årige at advisere sin nabo om, at noget er galt, hvorefter han kommer farende med bål og brand, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.
Den 52-årige affyrer et haglgevær over hovedet på kæresteparret, men heldigvis kommer ingen til skade.
Både den 31-årige ekskæreste og den 52-årige nabo er anholdt, og politiet vurderer mandag morgen, om de to mænd skal fremstilles i grundlovsforhør.