Svensk kæde opkøber fynske campingpladser

Den svenske kæde First Camp bliver med opkøbet Danmarks største. Og det stopper ikke her, fortæller den administrerende direktør.

Nordfyns største campingpladser, Bogense Strand Camping og Hasmark Strand Camping, får snart svenske ejere.

Det er campingkæden First Camp, der står bag opkøbet, og det er ikke de eneste danske muligheder for campister, som kæden har kastet sin kærlighed på. 

Inden årsskiftet købte den svenske virksomhed Bøsøre Strand Feriepark og Skovlund Camping ved Middelfart.

Og med de to nordfynske kommer First Camp til at råde over cirka 2500 pladser og næsten 150 hytter i alt og bliver dermed Danmarks største campingkæde.

- Danmark er en vigtig port til Skandinavien for campister i resten af ​​Europa. Med opkøbene får vi et meget stærkt tilbud til gæsterne i både Danmark og Sverige, siger han siger Johan Söör, administrerende direktør i First Camp.

Dansker i lederstilling

Ifølge den administrerende direktør er de fire opkøb kun begyndelsen på en dansk "vækstrejse". 

- Fremover ser vi på flere muligheder i hele Danmark, siger han.

Derfor har kæden også set sig om efter en regional leder, der kommer til at stå for aktiviteterne på det danske marked.

Her er valget faldet på danske Malene Kronborg, der tidligere har arbejdet for blandt andet Lalandia i Billund og Panduro.

Forventer stigning på millioner

Kæden forventer også, at de mange nye opkøb kommer til at kunne mærkes på omsætningen. First Camp regner med, at den årlige omsætning vil stige til over 60 millioner danske kroner.

Det er inklusive First Camp Lakolk Strand-Rømø, som allerede hører under kæden.

Udover målet om at finde flere destinationer rundt omkring i Danmark, går First Camp også efter at modernisere og digitalisere bookingen af campingdestinationer i både Danmark og Sverige.

Ejerskiftet af de fire fynske campingpladser forventes at foregå i februar og marts i år.

 

Oversigt

    Oversigt