Tre familiemedlemmer dræbt: Ung spritbilist kørte 154 kilometer i timen, siger anklager

Anklager kræver fængselsstraf til 26-årig mand, der ifølge anklageskriftet var spirituspåvirket og kørte for stærkt. Tre familiemedlemmer døde i ulykken.

En 26-årig mand er anklaget for spirituskørsel og alt for høj fart i forbindelse med en voldsom færdselsulykke i Bogense i slutningen af juni.

Det viser anklageskriftet, som TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af. 

Tre familiemedlemmer - to kvinder og en mand - mistede livet, da den 26-årige mand kørte sin Porsche op bagi deres bil i T-krydset ved Assensvej og Odensevej i Bogense. 

Ifølge anklageskriftet kørte bilisten på en særlig hensynsløs måde og under særlig skærpende omstændigheder med en hastighed på mindst 154 kilometer i timen, da ulykken skete. 

Få minutter inden havde han kørt ad Odensevej mod sydøst med mindst 105 kilometer i timen på en strækning med et tættere bebygget område. Her var fartgrænsen på 50 kilometer i timen. 

 

Straffes med fængsel og mister kørekortet

Ifølge anklager Kirsten Flummer bør den 26-årige mand straffes med fængsel og derudover få en ubetinget frakendelse af kørekortet. Han skal desuden betale erstatning. 

Efter ulykken stak spritbilisten af fra ulykkestedet, men han blev senere anholdt hos sin kæreste i Søndersø. Han har tidligere forklaret, at han efter ulykken drak alkohol og derfor havde en for høj promille, da han blev anholdt af politiet.   

De dræbte var en 63-årig kvinde fra Esbjerg, en 37-årig mand fra København, og en 64-årig kvinde fra Vestfyn. Manden var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens nære medarbejder Mads Hoppe og hans mor og faster.  

Den 26-årige mand slap uskadt fra ulykken og har siden siddet varetægtsfængslet. Han har tidligere erkendt, at han kørte for stærkt, men han nægter sig skyldig i spirituskørsel og uagtsomt manddrab.  

Retssagen mod den 26-årige mand begynder fredag ved Retten i Odense. 

Oversigt

    Oversigt