Tre heste kørt ned i nat - stod midt på vejen

Mindst en hest er død efter et færdselsuheld natten til torsdag, hvor i alt tre heste blev påkørt, da de stod midt på vejen.

Der er sket et færdselsuheld i Særslev på Nordfyn natten til torsdag. 

Klokken 04.39 fik Fyns Politi en melding om, at tre heste var blevet kørt ned i Vestergade, der går ud af byen.

- De har stået ude midt på vejen, siger vagtchef Steen Nyland til TV 2/Fyn. 

Politiet har kontakt til ejeren, men det er endnu uvist, hvorfor eller hvordan hestene er endt ude på vejen. 

Mindst en hest er død

Der er kontaktet en dyrlæge, der torsdag morgen har kunnet konstatere, at den ene hest er død, mens de to andre er svært tilskadekomne.

Ved halvsekstiden torsdag morgen kunne vagtchefen endnu ikke oplyse, hvem der har kørt ind i hestene, eller hvilket køretøj uheldet er sket med.

Føreren af køretøjet er dog ikke kommet til skade i forbindelse med færdselsuheldet. Ifølge Steen Nyland er der tale om tre mindre heste, formentlig ponyer. TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at indhente flere oplysninger hos politiet om færdselsuheldet. 

Opdatering
Clock06. feb 2020, kl. 11:20
Ejer Sabrina Harder Okkerholm skriver på sin facebookprofil, at hendes værste mareridt som hesteejer er sket. Hendes ene hest er død, konkluderer hun i et opslag. Den anden har fået knust nogle tænder og slået begge forben. Den tredje og sidste hest, der stod på kørebanen, er ikke kommet til skade. Ifølge ejeren var hegnet intakt med alle tre tråde, der skal sikre, at hestene ikke løber ud fra indhegningen.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På jagt efter heste tæt på motorvej

Tirsdag eftermiddag slap nogle heste løs i et område nord for Fynske Motorvej.

Her måtte politiet på jagt efter hestene for at sikre, at de ikke løb ud på motorvejen.

Tirsdagens episode tæt ved Aarup har intet med nattens hændelse at gøre. 

Oversigt

    Oversigt