I det fynske folks tjeneste

Tredobbelt trafikdrab: 26-årig idømmes fængsel i tre år

Der er faldet dom i sagen fra Bogense, hvor en 26-årig mand var tiltalt for at køre tre personer ihjel i sin Porsche Cayenne.

Ulykken skete 28. juni om aftenen i T-krydset ved Assensvej og Odensevej i Bogense.

Fredag kort efter klokken 14.00 blev en 26-årig mand fra Nordfyn kendt skyldig i sagen om det tredobbelte trafikdrab ved Bogense sidst i juni i år.

Den 26-årige sendes i fængsel i tre år, og mister retten til at køre bil i ti år.

TV 2 Fyns reporter i Retten i Odense beretter, at ofrenes familie er tydeligt påvirkede. Flere sad med hænderne oppe foran munden, da dommen faldt.

Læs også Dommen er faldet: Sådan forløb retssagen mod 26-årige mand

Den 26-årig mand var tiltalt for at køre tre personer ihjel i sin Porsche Cayenne om aftenen den 28. juni. Den 26-årige kørte med en fart på mindst 154 kilometer i timen, har en bilinspektør konkluderet i sin rapport om ulykken.

Dommer og lægmænd har fundet tiltalte skyldig i alle forhold. Herunder også hastighed og spirituspåkørsel.

Ifølge dommeren er der tale om særlig hensynløs kørsel, og det har været skærpende, at tiltalte forlod ulykkesstedet. Tiltalte blev efter ulykken anholdt hos sin kæreste, hvor han havde drukket spiritus.

Erstatning til efterladte

En efterladt søn og bror får erstatning på lige knap 200.000 kroner, og en efterladt ægtefælle får erstatning på cirka 800.000.

Den 26-årige har udbedt sig 14 dages betænkningstid, hvor han kan beslutte, om han vil anke dommen.

TV 2 Fyns reporter fortæller fra retten, at den 26-årige og hans advokat drøfter, om dommen skal ankes.

Tæt på statsminister

Den ene af de dræbte er Mads Hoppe, som var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nære medarbejder, samt Mads Hoppes mor og faster.

Tidligere domme for trafikdrab

Generelt svinger straffen for uagtsomt manddrab i trafikken fra fængselsdomme til bøder og en betinget frakendelse af kørekortet.

  • I februar 2019 blev en lettisk mand ved Retten i Herning idømt tre års fængsel for at have dræbt tre personer - en voksen kvinde og to børn. Med mindst 137 kilometer i timen, en promille på 1,46 og et manglende kørekort bragede den 24-årige mand fra Letland i december 2018 op bag en bil lidt uden for Holstebro. Dommen er senere stadfæstet i Vestre Landsret.
  • I 2014 faldt den hidtil hårdeste straf for uagtsomt manddrab i trafikken, da en 23-årig mand blev dømt for uagtsomt at have kørt en kvinde ned på H.C. Andersens Boulevard i København i november 2013. Straffen lød på fire et halvt års fængsel. Den dømte havde en promille på 1,01 og hash i blodet, da ulykken fandt sted.
  • Ligeledes i 2014 blev en 39-årig mand idømt tre års fængsel og frakendelse af kørekortet i ti år ved Retten i Kolding. Manden var påvirket af amfetamin, kørte for stærkt og slingrede, da han i juli 2013 ramte en bil på motorvejen ved Brande, hvor en 94-årig kvinde var passager. Hun blev dræbt i ulykken.

Kilde: Sn.dk

Se mere

Læs også Naboer til tredobbelt trafikdrab: - Sagen er ikke afsluttet før ulykkesstedet er trafiksikret

Læs også Tredobbelt trafikdrab: - Det var det sidste af min familie, der forsvandt