Utilfreds med ministers svar til travle socialrådgivere: - Det hjælper bare ikke de familier, som har mærket konsekvensen af det her

På Nordfyn bliver socialrådgivernes opgaver nedprioriteret på grund af stort opgavepres. Folketingspolitiker er nu gået ind i sagen og har stillet spørgsmål til minister.

I Nordfyns Kommune må socialrådgiverne for tiden prioritere i de bunkevis af sager på skrivebordet.

Netop nedprioriteringen af sager er der stillet spørgsmålstegn ved på Christiansborg.

Løsgænger Karina Adsbøl, der er folketingsmedlem og næstformand for Folketingets Social- og Ældreudvalg, har i den forbindelse stillet social- og ældreministeren et direkte spørgsmål om de alt for travle socialrådgivere på Fyn. 

- Jeg har modtaget mange henvendelser fra frustrerede borgere på Nordfyn omkring disse udfordringer. Mange skal desværre kæmpe for at blive hørt i det sociale system, siger Folketingsmedlem Karina Adsbøl til TV 2 Fyn. 

- Det er derfor vigtigt, at disse familier får det nødvendige behov for hjælp til at forebygge så hurtigt som muligt. 

Det sker, efter TV 2 Fyn har kunne fortælle om, at socialrådgivere i kommunen må droppe det forebyggende dialogmøde mellem forælder og institutioner på grund af for stort opgavepres i den fynske kommune.

quote Ministeren skal se med ramme alvor på det og slå vagt i gevær. Der skal sættes tiltag i gang

Karina Adsbøl, folketingsmedlem

Bekymring om børns trivsel

Et sådan dialogmøde finder sted mellem forælder og eventuel børnehave, hvis der er bekymring om et barns trivsel. En nedprioritering, der dengang vakte bekymring hos Dansk Socialrådgiverforening. 

- Jeg er bestemt bekymret. Det er netop dialogen om den lille bekymring, der gør, at man måske løser den. Det tidligt forebyggende arbejde bør være i fokus i en hver forvaltning, lød det dengang fra Mie Vode Mols, der er regionsformand i Danmarks Socialrådgiverforening i Region Syd.

Er det ikke problematisk?

I spørgsmålet fra Karin Adsbøl bliver social- og ældreminister Astrid Krag (S) derfor spurgt, om hun ikke finder det "problematisk, at forebyggelsesarbejdet nedprioriteres?"

Her lyder et skriftligt svar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S), som TV 2 Fyn er i besiddelse af, at hun anerkender vigtigheden af alle børn og unges lige ret til tidlig hjælp for at undgå stigende mistrivsel.

Men det er kommunernes pligt at sikre en tidlig og forebyggende indsats hos børn og unge med tegn på mistrivsel, lyder det i svaret. 

"Samtidig skal den enkelte kommune sikre sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med særlige behov for støtte", skriver ministeren yderligere i høringssvaret.

Men svaret møder kritik fra næstformand Karina Adsbøl, der ikke ser meldingen som brugbar. Det såkaldte "embedssvar" kommer ikke de fynske familier til gavn overhovedet, fortæller hun. 

- Ministeren skal se med ramme alvor på det her og råbe vagt i gevær. Der skal sættes tiltag i gang, uddyber hun.

En økonomisk håndsrækning

Social- og ældreministeren kalder i sit svar Nordfyn Kommunes rekruttering af flere medarbejdere for "positivt". Her har kommunen fået bevilliget penge til at slå tre socialrådgiverstillinger og fire barselsvikariater op i Børn- og Familieafdelingen.

- Det hjælper bare ikke de familier, som har mærket konsekvensen af det her. Det handler jo også om kvaliteten, som borgerne oplever i forhold til hjælp og støtte lige nu, Karina Adsbøl.

I svaret henviser Astrid Krag (S) også til regeringens politiske aftale 'Børnene Først', der skal hjælpe med at forbedre forholdene for udsatte børn og unge tidligere. 

Ifølge det skriftlige svar forklarer hun, at der i aftalen er afsat penge til at give en økonomisk håndsrækning til "kommuner med mange børnesager til løft af sagsbehandlingen".

Oversigt

    Oversigt