Formand: Derfor har vi ikke testet boringer ved Pugholm endnu

Bestyrelsen i Nordfyns Vandværk har endnu ikke testet kvaliteten af vandet i to nye boringer. Boringerne blev etableret af vandværkets tidligere bestyrelse. Nu siger vandværksformand, at lodsejer spænder ben.

Bestyrelsen i Nordfyns Vandværk føler sig misforstået.

quote Det er ikke rigtigt, at vi aldrig nogensinde har villet bruge boringerne nede på Pugholm. Vi har sådan set bare sat boringerne på pause, fordi vi rigtig gerne vil samarbejde med de øvrige vandværker om at løfte opgaven

Steen Madsen, formand, Nordfyns Vandværk

Det gælder blandt andet opfattelsen hos mange kritikere, at bestyrelsen vil gøre alt for ikke at etablere nye boringer og tilhørende rørføring. 

- Det er for eksempel ikke rigtigt, at vi aldrig nogensinde har villet bruge boringerne nede på Pugholm, men det er sådan, det er kommet ud. Vi har sådan set bare sat boringerne på pause, fordi vi rigtig gerne vil samarbejde med de øvrige vandværker om at løfte opgaven, både økonomisk men også vidensmæssigt, siger bestyrelsesformand Steen Madsen.

Da den nuværende bestyrelse overtog magten i Nordfyns Vandværk i efteråret sidste år, satte den som det første to nye vandboringer ved et område kaldet Pugholm på pause.

Boringerne ved Pugholm var ellers den tidligere vandværksbestyrelses foretrukne løsning på problemerne med pesticider i drikkevandet. Et problem, der har plaget vandværket siden 2017.

Frygter stor regning

Den nye bestyrelse har tidligere over for Nordfyns Kommune udtalt, at den ikke ønsker at teste kvaliteten af vandet ved Pugholm, fordi den i så fald risikerer at blive påbudt at bruge vandet. Det fremgår af en aktindsigt til TV 2/Fyn.

Bestyrelsen frygter nemlig, at det vil blive alt for dyrt at benytte sig af vand fra Pugholm, idet de nye boringer også vil kræve etablering af otte kilometer rørføring.

- Vi satte Pugholm på pause, fordi vi var nødt til at finde ud af, hvad var der egentligt aftalt. Vi havde på daværende tidspunkt allerede udgifter på en lille million dernede og stod med det selv. Og der var stadig ikke nogen, der vidste, om der var rent vand, eller om der var den rette mængde, siger Steen Madsen.

Det ved vandværket stadig ikke i dag. Der er nemlig stadig ikke blevet taget prøver af vandet ved Pugholm.

- Men nu har vi fået tilsagn fra de andre vandværker her på Nordfyn om, at de vil være med til at få undersøgt de her boringer for kvalitet og for mængde. Og derfra at lave en fælles løsning. Om den løsning bliver en fælles rørføring, eller den hedder et fælles nyt vandværk, det er noget af det, vi nu skal forhandle med de andre vandværker om, siger Steen Madsen.

Så hvornår tror du, der er afklaring på, om der er rent vand at hente ved Pugholm?

- Det ville jeg ønske, jeg kunne give dig et svar på. Vi ville meget gerne allerede nu have haft taget de prøver. Men vi er også i den situation, at den lodsejer, som ejer matriklen, ikke anerkender den aftale, som vi har på nuværende tidspunkt, siger Steen Madsen.

Den forhindring er vandværksbestyrelsen dog ved at arbejde sig henover:

- Vi har et meget klart svar fra Danske Vandværker, der siger, at den aftale er altså gældende. Men vi vil helst ikke ud i at skulle have advokat mod advokat. Vi vil helst løse tingene i mindelighed. Derfor har vi også inviteret lodsejeren til et møde sammen med kommunen og alle os vandværker, siger Steen Madsen.

 

Oversigt

    Oversigt