16-årig døde af meningitis - læge tiltalt for forsømmelse

Der skete flere lægelige fejl, da en 16-årig dreng blev syg med meningitis på en fynsk efterskole i 2016. En læge er tiltalt i sagen.

En læge er blevet tiltalt for grov forsømmelse i forbindelse med behandlingen af 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund, der i 2016 døde af meningitis.

Det skriver DR.

Lægen behandlede drengen på Herlev Hospital og er tiltalt for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed.

Forsømmelsen fandt ifølge anklageskriftet sted inden for et tre timer langt forløb, hvor lægen "undlod at iværksætte relevant og nødvendig akut behandling af patienten".

Flere lægelige fejl

Både Styrelsen for Patientsikkerhed, Patienterstatningen og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har i forvejen kritiseret flere lægelige fejl, der blev begået under håndteringen af drengens sygdom.

Den nu tiltalte læge er én af flere, der var involveret i behandlingen af Mathias Baadsgaard-Lund. Han døde 4. januar 2016.

Lægen ønsker ikke at udtale sig om sagen, fortæller hans advokat til DR. Men i en mail til DR skriver Herlev Hospitals vicedirektør, Jan Toftholm:

- Vi beklager forløbet dybt. Mathias’ tragiske død for fire år siden medvirkede til, at der blev sat gang i et stort arbejde blandt andet i forhold til at skærpe diagnosticering og behandling af meningitis.

- Vi er som hospital og ledelse meget bevidste om vores ansvar, ikke mindst i forhold til læring.

Skal behandles hurtigt

Sagen om Mathias Bundsgaard-Lund vakte stor opsigt og fik megen medieopmærksomhed tilbage i 2016.

Meningitis kan i løbet af få timer udvikle sig livsfarligt, og derfor skal den smittede så hurtigt som muligt behandles med antibiotika.

I tilfældet med Mathias Bundsgaard-Lund gik der dog flere timer, før lægerne begyndte at overveje, om der var tale om meningitis. På det tidspunkt var han begyndt at få det markant værre.

Forløbet fremgår af en afgørelse fra Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn, der blev offentliggjort i januar i år.

Nævnet kritiserer tre lægers håndtering. De skulle langt tidligere have påbegyndt antibiotikabehandling, lyder kritikken.

Ifølge nævnet havde drengen nemlig klare symptomer på den sjældne meningitissygdom, allerede da en akutlæge tilså ham i hjemmet.

Meningitis kan vise sig som blodforgiftning, men også ved symptomer som høj feber, røde pletter på kroppen og stivhed i nakke og ryg.

Oversigt

    Oversigt