18-årig forsvundet: Ingen forbindelse til Leslies mobil

Leslie Lindahl Henriksen er endnu ikke vendt hjem til Glorup. Han forsvandt mandag morgen.

Der er lørdag fortsat intet nyt om den forsvundne Leslie Lindahl Henriksen, oplyser vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi, til YTV 2/FYN.

18-årige Leslie Lindahl Henriksen forlod mandag morgen sit hjem i Glorup ved Ørbæk - og siden har ingen set ham.

Fyns Politi oplyste fredag, at der fredag formiddag havde været aktivitet på Leslie Lindahl Henriksens mobiltelefon, men lørdag er forbindelsen til mobiltelefonen væk.

Det kan ifølge Hans Jørgen Larsen betyde flere ting, men helt banalt kan det betyde, at telefonen enten er blevet slukket eller er løbet tør for strøm.

Det er ikke første gang den 18-årige er forsvundet. Familie har fortalt politiet, at han før er gået hjemmefra i flere dage uden at informere hverken mor, far eller venner. I de dage boede han i shelters nær skovområder.

Derfor opfordres folk til at kigge efter i shelters og andre overnatningsmuligheder.

Leslie Lindahl Henriksen, beskrives som:

  • 18 år
  • Omkring 170 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Karseklippet/skallet
  • Formentlig iført korte lyse cowboybukser (som på foto herunder)
  • Intet nærmere om påklædning
  • Han var kørende på en turkis damecykel, da han forlod bopælen (se foto herunder)

Har du set Leslie Lindahl Henriksen, eller ved du, hvor han befinder sig, kan du kontakte politiet på 114.

Oversigt

    Oversigt