30 årige Jesper Nielsen vil være borgmester

Efter mange opfordringer og overvejelser har det tidligere byrådsmedlem Jesper Nielsen besluttet at melde sig som borgmesterkandidat i Nyborg.

Socialdemokraten har gået med tanken, siden Erik Christensen opnåede valg til Folketinget. Både bestyrelsesmedlemmer, partimedlemmer og flere byrådsmedlemmer har desuden opfordret Jesper Nielsen til at stille op.

- Med det rygstød kan jeg ikke andet end at stille op. Når jeg alligevel har været i tvivl, så skyldes det, at jeg synes politik er blevet rigtig grimt de senere år. Jeg er bestemt ikke stolt af den kampagne, vi Socialdemokrater lige har ført til folketingsvalgt, som har været så personfikseret mod Lars Løkke Rasmussen. Det er ikke det Socialdemokrati, jeg kender. Men jeg er samtidig opdraget med, at hvis der er noget, man ikke kan lide, så må man arbejde for at lave det om, siger Jesper Nielsen.

Jesper Nielsen er 30 år gammel, bor i Nyborg, hvor han arbejder som ungdomsskolekoordinator. Han er nuværende formand for Socialdemokraterne i Nyborg Kommune.