48 timer til ny forretningsudvikling

Nyborg-virksomhed giver studerende fra Erhvervsakadamiet Lillebælt 48 timer til at skabe sig en ny forretningsudvikling.

Det skorter ikke på gode idéer i energivirksomheden Chr. Møller A/S. Men den daglige drift står ofte i vejen for udførelsen.

Derfor har virksomheden indvilliget i at lade 38 studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt gå forretningen efter i sømmene og tage hånd om helt ny forretningsidé.

Torsdag klokken 12.00 skød Nyborgs borgmester Erik Christensen (S) gang i innovationseventen 48 Timer.

Fra dét sekund har 38 studerende fra forskellige studieretninger på Erhvervsakademiet Lillebælt præcis to døgn til at skabe forretningsudvikling for energivirksomheden Chr. Møller A/S med adresse i Nyborg.

- Det er ikke fordi, vi mangler ideer. Men når hverdagen kører i højeste gear i en mellemstor virksomhed som vores, og driften skal passes, kan det være svært at finde tiden og ressourcerne til at føre ideerne ud i livet. Derfor er det helt oplagt at se, hvad dygtige studerende kan udrette på to døgn, siger Torben Bjørn Andersen, medindehaver af Chr. Møller A/S, der i 2000 overtog virksomheden sammen med Kristian Jensen.

Forretningsideen ligger klar

Virksomheden blev grundlagt i 1967 og tæller i dag tæller 16 medarbejdere.

Chr. Møller A/S arbejder inden for projektering og service af energianlæg og rørsystemer til industrien.

Men Torben Bjørn Andersen ser gerne, at der inden længe føjes et nyt produkt til varekataloget.

Idéen går på et overvågningssystem, der på enkel vis kan give virksomheder oplysninger om virkningsgraden i deres energianlæg. En idé, som han nu er parat til at lægge i hænderne på de studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

- For virksomheder, der investerer flere millioner kroner i et energianlæg, kan få procents udsving i anlæggets effektivitet koste tusinder af kroner. Et overvågningssystem, der på daglig basis viser effektiviteten, er et produkt, vi gerne vil kunne tilbyde vores kunder. Hvordan det konkret skal udformes, vil jeg gerne have forslag til fra de studerende, siger Torben Bjørn Andersen, der også vil have de studerende til at lave en personalehåndbog og kigge nærmere på virksomhedens marketing.

Oversigt

    Oversigt