9-årig uddelte valentinskort til tilfældige - nu har Anja givet et kort tilbage

9-årige Isabella delte Valentinskort ud til fremmede i Nyborg. For Anja Sika de Thurah gjorde brevet en kæmpe forskel, så nu siger hun tak med et brev til den ni-årige pige.

14. februar er kendt som Valentinsdag, der for mange er fyldt med blomster, kort og kærlighedserklæringer.

Men for Anja Sika de Thurah fra Nyborg er det en mærkedag, der minder hende om sin afdøde bror.

- Jeg mistede min bror på Valentinsdag, så for mig er det en dag, fyldt med sorg, det er lidt underligt at jeg nu er ældre end min storebror blev, siger hun.

Selvom det er 12 år siden, at hendes 39-årige bror gik bort, er savnet stadig stort. Så da hun søndag fandt et brev i forruden af sin bil, tænkte hun i første omgang ikke mere over det.

- Det er en svær dag at komme igennem, og derfor var min første indskydelse, da jeg så papiret i forruden af min bil, at det måtte være en reklame.

Her er brevet fra Isabella Schmidt

Men papiret var meget mere end en reklame. For da Anja Sika de Thurah mødte ind på sit arbejdet på herberget, opdagede hun til sin store overraskelse, at papiret indeholdt et valentinsbrev fra 9-årige Isabella.

- Jeg blev varm om hjerte, fordi en lille pige på egen hånd kan være fyldt med næstekærlighed, derfor satte mig for at kreditere ved at levere et brev retur. 

Anja Sika de Thurah kendte ikke Isabella og lavede derfor et facebookopslag, som hun delte i gruppen: ´Hjælp hinanden - Nyborg og omegn´, hvor hun spurgte, om der var nogen, der kendte til den 9-årige, lille pige.

Facebookopslaget gav pote, og tirsdag returnerede Anja Sika de Thurah et takkebrev til Isabella.

Skærmbillede fra facebookgruppen: 'Hjælp hinanden - Nyborg og Omegn'
Skærmbillede fra facebookgruppen: 'Hjælp hinanden - Nyborg og Omegn'

Næstekærlighed spreder glæde

Særligt under corona mærker Anja Sika de Thurah et begrænset overskud til at tænke på andre, og gør derfor selv en dyd ud af at gøre en forskel for andre. 

- Jeg vil gerne fortælle Isabella, hvor meget brevet betød for mig. I vores familie gør vi meget ud af at hjælpe andre. Min 12-årige datter skovlede sne på eget initiativ for de ældre på plejehjemmet den anden dag, fortæller hun.

Og tirsdag var det så Anja Sika de Thuras tur til at gøre Isabella Schmidt glad. For smilet var stort, da den 9-årige pige åbnede brevet. 

- Man bliver helt varme inde i hjertet, som hun (Anja, red.) også skrev i brevet. Og så bliver jeg rigtig glad for det, fortæller Isabella Schmidt.

Hun havde nemlig benyttet søndagens mærkedag på at dele fem valentinskort ud tilfældige steder i Nyborg.

- Valentinsdag er jo kærlighedens dag, og man skal være sammen med dem man elsker. Men det kan være, der er nogen, der sidder derhjemme, og ikke har nogen at elske. Så jeg lavede et par breve og lagde forskellige steder, siger Isabella Schmidt.

Hun lavede i forvejen breve til sin familie, og ville derfor også lave til fremmede. Det eneste hun håbede på, var at de blev glade. 

Men for Anja Sika de Thurahs vedkommende er det en underdrivelse. Hun blev meget mere end glad. 

Og fremover vil andre forhåebtlig blive ligeså glade for Anja Sika de Thurah. Det er nemlig ikke sidste gang, at der lander kærlighedsbreve vilkårlige steder i Nyborg, garanterer den lille pige.

- Jeg tror, jeg vil begynde at gøre det lidt flere gange, for jeg kan godt lide når andre bliver meget glade, siger Isabella Schmidt.

Oversigt

    Oversigt