Æbler smadret af hagl: Voldsomt uvejr ødelagde for millioner på ti minutter

Æblehøsten hos en frugtavler i Hesselager er ødelagt, efter store hagl væltede ned under kortvarigt uvejr. 

Et voldsomt uvejr bevægede sig natten til lørdag ind over Østfyn, og med sig havde det store hagl, der væltede ned over en æbleplantage i Hesselager. 

- Lige da det begyndte at hagle, tænkte jeg: Fuck! Nu er det ovre! Jeg har aldrig oplevet sådan et uvejr før. Jeg har aldrig oplevet, at tingene går så stærkt. Noget, jeg har arbejdet med i 30 år, forsvinder på fem minutter. Det er frustrerende, siger frugtavler Flemming Villebro Jørgensen.

- Alle blade er blevet ødelagt. Æblerne er fyldt med sår, og hvis jeg skræller det, kan man se, at det er brunt indeni. Det kan man ikke sælge, forklarer han.

Se tv-indslaget om den ødelagte æblehøst i Hesselager.  TV 2 og TV 2 Fyn

Mistet millionbeløb

Uvejret ramte ved totiden, og i løbet af ti minutter blev store dele af høsten ødelagt. Det økonomiske tab er ikke til at komme uden om.

- Vi har mistet for fem-seks millioner kroner i nat, og det er vi ikke rustet til, så det er lidt en krise for os, siger Flemming Villebro Jørgensen.

Frugtavleren skulle have høstet de første æbler i næste uge. Det kan være, spiseæblerne i stedet for kan bruges til most. 

- Jeg ved ikke, hvad vi gør nu. Det må tiden vise. 

Ifølge TV 2 Vejret var flere af bygerne over Fyn og andre dele af landet særdeles kraftige. Samlet set blev Danmark ramt af 10.500 lyn i løbet af nattetimerne. Lørdag morgen lå der fortsat store hagl på jorden flere steder.

 
 
Foto: TV 2
 
 
Foto: TV 2
 
 
Foto: TV 2
 
 
Foto: TV 2
 
 
Foto: Pernille Carlsen / Nyborg
 
 
Foto: Birgitte Winther Christensen / Nyborg
 
 
Foto: TV 2