Arbejdstilsynet er bekymret: Nyt påbud til friplejehjem i modvind
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Ifølge lederen er der allerede styr på arbejdsmiljøet, men hun anerkender også det påbud, plejehjemmet har fået.
Det begyndte endelig at lysne for Strandhøjen Friplejehjem i Nyborg, da det i maj fik ophævet et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og måtte begynde at modtage nye beboere igen.
Plejehjemmet har altså forbedret sig væsentligt på det faglige område, vurderer styrelsen, som kun opretholder et mindre graverende påbud i dens ældretilsyn med plejehjemmet.
Men det varede ikke længe, før en historie om en dement borger, der tilsyneladende var blevet overladt til sig selv i regnvejret, trak overskrifter i juli, og nu ser det ud til, at friplejehjemmet må bokse med endnu et påbud, som dog er i en helt anden genre.
Den 1. juni fik Strandhøjen Friplejehjem nemlig besøg af Arbejdstilsynet. I første omgang konstaterede det, at der var nogle ting, der skulle ses nærmere på. Herefter blev der gennemført besøg to gange mere inden for kort tid.
Påbud ved tredje besøg
13. juni var der ikke længere tvivl.
Friplejehjemmet overholder ikke reglerne for arbejdsmiljø, da der på intet tidspunkt er lavet en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen.
Og den går ikke, når man som virksomhed har eksisteret siden 1. oktober 2022 og har 49 ansatte, konstateres der i Arbejdstilsynets rapport.
I rapporten fremgår det også, at man ved et besøg har været bekymret for et arbejdsmiljøproblem, der drejer sig om at arbejdsrelateret vold i arbejdet med borgere på Strandhøjen Friplejehjem ikke er forebygget tilstrækkeligt.
- En lille ting
Det er Danske Diakonhjem, der driver Strandhøjen Friplejehjem, og her fortæller diakonchef Mette Toft Thorsen, at arbejdspladsvurderingen mangler på et af stedets fællesarealer.
- Det drejer sig om den store gildesal, vi har i stueetagen. Det er en blanket, der skal udfyldes og sendes til Arbejdstilsynet. Så det er en lille ting, som vi ordner med det samme. Men det skal selvfølgelig give en anmærkning, siger Mette Toft Thorsen.
Arbejdstilsynets bekymring om, at arbejdsrelateret vold i arbejdet med borgere på friplejehjemmet ikke er forebygget tilstrækkeligt, er også noget, Mette Toft Thorsen mener, der er på plads.
- Vi har nogle beboere, som kan være udadreagerende. Vi har haft en konkret sag, som jeg ikke kan gå ind i, men hvor vi har fået hjælp fra specialister og fra Arbejdstilsynet. Vi har skullet arbejde med at blive endnu mere specifikke i vores journalføring af det, vi gør. Og det er nu fuldstændig på plads, siger hun.
Målpunkter opfyldt
Arbejdstilsynets påbud er der altså ifølge Mette Toft Thorsen allerede styr på. Det har ellers været et forår og delvist også en sommer i modvind for det relativt nyåbnede friplejehjem.
Et påbud fra Ældretilsynet lød på, at plejehjemmets beboere oplevede meget skiftende personale i form af afløsere og vikarer. Men det er der ifølge Mette Toft Thorsen, der har siddet i stillingen siden 1. april og kom fra en stilling som oversygeplejerske i Styrelsen for Patientsikkerhed, også blevet ændret på.
For tiden er der udover en manglende souschef ingen ledige stillinger, og personalet består af fastansatte medarbejdere.
Diakonchefen fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed tirsdag var forbi friplejehjemmet, og at tilbagemeldingen var, at alle målepunkter nu var opfyldt.
- Så nu forventer vi en positiv tilsynsrapport, siger hun.
Også hjemmeplejen i Nyborg slås med et påbud. Tre kritikpunkter har for nylig givet Hjemmesygeplejen Nyborg et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.