Beboere klager til politiet efter giftig brand i Nyborg: - Tænd for sirenen

En brand i Fortum udviklede giftig røg, men flere beboere anede ikke, der var fare på færde. Vi banker på jeres dør, hvis det er farligt, siger politiet. 

4. august udbrød der brand i Fortum - det tidligere Kommunekemi - på Lindholmvej i Nyborg, og branden i virksomheden, der håndterer farligt affald, udviklede giftig røg.

Både politi og flere lokale medier advarede nyborgenserne om branden og den giftige røg, men en gruppe borgere har klaget til politiet over, at der ikke blev varslet godt nok, blandt andet undrer de sig over, at myndighederne ikke benyttede sig af varsling med sirener. 

- Der burde i det mindste have været en højttaler herude for at advare strandgæster, siger Karen Di Martini, der har klaget til politiet. 

Karen Di Martini opdagede tilfældigvis, at røgen fra branden i Nyborg var giftig. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Farlig røg med svovl

Branden, der kom hurtigt under kontrol, udviklede farlig røg med svovl. Røgen drev fra virksomheden til stranden og kysten, hvor mange turister og strandgæster nød det gode, varme sommervejr. 

Karen Di Martini kom cyklende og kunne se røgen, og hun undrer sig over, at man skal være på Twitter, høre radio eller læse nyheder på nettet for at få at vide, at røgen er farlig. 

Hvorfor tjekkede du ikke politiets hjemmeside?

- Jamen, jeg vidste jo ikke, hvad der var sket. Jeg troede, det var en bilbrand på motorvejen. Det var først en time efter, at jeg fandt ud af, at jeg skulle tjekke noget som helst. Hvis jeg havde hørt en advarsel - for eksempel en sirene - havde jeg gået ind og tjekket. 

Fakta

 

Nabo: Vi kunne ikke finde nogen oplysninger

Også Per Volder fra Nyborg har klaget til politiet. Han bor i et villakvarter tæt ved virksomheden.

- Min nabo fortalte mig, at der var noget galt, og at vi skulle indenfor, så vi går selvfølgelig indenfor. Vi undersøger på TV 2 News, om der kører et eller andet. Der kunne vi ikke få nogen oplysninger. Så gik vi på Fortums og politiets hjemmeside, og der var heller ikke nogen information, siger Per Volder.

Tænd sirenerne, lyder rådet fra Per Volder i Nyborg. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Han mener, at en sirenevarsel havde givet alle beboere i området et klart signal om, at der kunne være fare på færde. 

- Normalt går sirenen i gang, hvis man skal gå indenfor, men det hørte vi ikke noget til, fortæller Per Volder.

- Havde der lydt en sirene, havde vi vidst, hvad vi skulle gøre, forklarer han.

Politi: Vi banker på døren, hvis det er farligt

Sirenevarslingssystemet drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen, men det er politiet, der beslutter at udsende varsel og starter sirenerne.

Politiet forklarer, hvorfor der ikke blev tændt for sirenerne under branden i Nyborg. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Fyns Politi har modtaget klagerne fra nyborgenserne og gør opmærksom på, at sirenerne som udgangspunkt bliver taget i brug, når der er en akut situation af livstruende karakter, hvor mange mennesker skal evakueres.  

- Hvis der havde været behov for at evakuere fysisk derude, så havde vi gjort det. Jeg kan godt forstå, at der kan være en vis utryghed omkring branden, og det er noget, vi er gået i dialog med de mennesker, som har taget fat i os bagefter omkring, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

- Hvis vi havde været i tvivl om, at det havde været farligt for nogen, så havde vi banket på døren, fastslår han.

Havde det været muligt at tænde for sirenerne?

- Det er altid et værktøj, der er i værktøjskassen omkring sådan nogle hændelser her. Vurderingen på dagen var, at det ikke var nødvendigt, for vi skulle ikke have folk væk fra området, siger Christian Rasmussen. 

Har kommunikationen været god nok?

- Vi har forsøgt at kommunikere, så godt som vi kunne, men der er nogen, der har haft et andet indtryk af det, og det er det, vi skal lære af, lyder det fra politiinspektøren. 

Politiet evaluerer henvendelserne fra borgerne og fortsætter en dialog med beboerne i Nyborg. 

Beboere: Tænd for sirenen - hellere en gang for meget

Karen Di Martini håber, at politiet og myndighederne vil ændre på deres retningslinjerne, så sirenerne advarer beboerne næste gang. 

- Hvis de har fulgt alle retningslinjer, er retningslinjerne ikke gode nok, for så har man ikke taget højde for, at man skal advare folk, som ikke er på Twitter. Man skal have en plan klar, hvis - eller snarere når - det sker igen, for det er ikke første gang, der sker en ulykke på Fortum, siger hun. 

- Tænd for sirenen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, lyder rådet fra Per Volder. 

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden i Nyborg. Torsdag kom Fortum med en forklaring på, hvorfor branden opstod. Det var ifølge virksomheden en kombination af spild, jordrystelser og et ustabilt stof, der var skyld i branden.

Oversigt

    Oversigt