Bøde og sur smiley: Køleskab i sushirestaurant var alt for varmt

Japanske fiskeprodukter blev målt til 15,3 grader i køleskabet, der ifølge sushirestauranten viste en forkert temperatur, så fødevarer blev opbevaret alt for varmt.

Der var alt for varmt i køleskabet på den lokale sushirestaurant i Nyborg.

Det gjorde, at nogle fødevarer blev opbevaret ved for høj temperatur, og derfor har King’s Running Sushi i Nyborg fået en sur smiley samt en bøde på 5.000 kroner.

Det oplyser Fødevarestyrelsen, der har foretaget kontrol i køkkenet.

I et køleskab har Fødevarestyrelsen målt temperaturen til 12 grader, og her lå japanske fiskeprodukter på køl.

I køleskabet blev surimi målt til 15,3 grader, og det skal opbevares ved 5 grader.

Restaurant: Alle problemer er løst

Ifølge King’s Running Sushi var det specifikke køleskab tilsyneladende gået i stykker.

- Køleskabet viste en helt anden temperatur, og vi har haft besøg af en tekniker, der har fikset problemet. Alle problemer er løst, siger restaurantens bestyrer, Liu, til TV 2 Fyn.

Af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fremgår det, at restauranten efter kontrolbesøget smed al fisken ud, men det er ifølge bestyreren ikke korrekt. 

Det drejer sig kun om surimi, og derfor har King’s Running Sushi klaget over, at rapporten er misvisende.

- Det stemmer ikke overens. Det var kun surimi, siger Liu, der forsikrer, at fisken i køkkenet blev opbevaret køligt nok i andre køleskabe.

Problemer i andre sushirestauranter

Restauranten forventer dog stadig at få en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner.

Som følge af den sure smiley kommer Fødevarestyrelsen desuden på to gebyrbelagte kontroller i den nærmeste fremtid.

King’s Running Sushi i Nyborg er en del af en kæde, og sushirestauranten ligger også i flere andre fynske byer. I Kerteminde og Odense har kædens restauranter udelukkende glade smileyer. Det gælder dog ikke i Svendborg, der fik en sur smiley i august.

I Odense har en anden sushirestaurant haft problemer med utilstrækkelig rengøring og ulovlig fødevarehåndtering. Det udløste en bøde på 15.000 kroner. 

Oversigt

    Oversigt