Brand i Refsvindinge muligvis påsat

Natten til onsdag udbrændte et hus totalt på Ellingevej 15 i Refsvindinge.

Brandvæsnet fik alarmen klokken 03.49, men huset stod ikke til at redde, og ifølge Fyns politi er det så godt som udbrændt.

- Det er stort set udbrændt helt. Det står et enkelt spær tilbage, det er omtrent det hele, siger vagtchef Jesper Fält.

Men politiet er ikke færdige med at efterforske branden, for ved huset er der fundet en dunk med brandbar væske, og derfor kan branden godt være påsat.

- Vi kan ikke udelukke at branden er påsat, og derfor er vores brandteknikere på vej til stedet for at undersøge brandtomten nærmere, siger vagtchefen.

Ingen kom til skade ved branden. Husets ejere var ikke hjemme, men er blevet underrettet om branden.

Oversigt

    Oversigt