Brødre brugte juleaften på pløjemark - fandt 3.500 år gamle våben

Fundet af et lille fragment af en lanse fik brødrene Mathias og Martin til at grave efter bronzealderfund juleaften.

Julegaverne lå under træet, og familien var samlet i Ullerslev, men brødrene Mathias Holch Kaas og Martin Pedersen var ikke hjemme 24. december sidste år.

Et hemmeligt sted på Østfyn bippede deres metaldetektorer.

- Vi gik her lillejuleaften og fandt et lille fragment af en lansespids, og der var vi så spændte, at vi var nødt til at komme tilbage om aftenen med pandelamper på og lede efter mere. Da fandt vi nogle fragtmenter mere, fortæller lillebror Mathias Holch Kaas.

Sammen med sin bror var han tilbage i marken igen juleaften. Kun lige hjemme hos familien for at spise andesteg og risalamande.

Bronzealderfund

I juledagene fandt brødrene blandt andet en 3.500 år gammel, velbevaret økse og flere smykker.

Denne velbevarede økse fik i juledagene brødrenes metaldetektorer til at bippe.
Denne velbevarede økse fik i juledagene brødrenes metaldetektorer til at bippe.
Foto: Østfyns Museer

- Vi skulle være sammen med familien også, men vi følger jo meget den her hobby. Hvis man finder noget, der er så spændende, bliver man nødt til at tage ud og lede efter mere, siger Mathias Holch Kaas.

Undersøgelser har efterfølgende vist, at brødrenes fund stammer fra Danmarks ældre bronzealder.

Hemmeligt findested

Nu har de store gravemaskiner taget over, men brødrene får fortsat lov til at følge udgravningen helt tæt på.

- Det er helt utroligt. Det er ikke hverdagskost. Det er første gang, jeg har oplevet noget i den her kaliber, fortæller Martin Pedersen. 

Findestedet har været holdt hemmeligt siden jul, for at udgravningen ikke blev forstyrret. Først torsdag har Østfyns Museer offentliggjort, at fundene er sket i Ullerslev.

Martin Pedersen har ikke før oplevet noget lignende som udgravningen i Ullerslev.
Fotograf: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt