Brugte halv million kroner: Skandaleramt ekspolitiker renset for mistanke

Den tidligere politiker Jesper Nielsen er blevet renset for mistanke om fusk med bilag i forbindelse med sit job som leder af Nyborg Ungdomsskoles musicaltalentskole.

Der var intet at komme efter i Nyborg Kommunes undersøgelse af det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem Jesper Nielsens bilag.

Det skriver fyens.dk.

Med andre ord gjorde han intet galt, da han over en periode på otte år fik refunderet udgifter til hotelophold, rejser og gaver for 540.000 kroner i sit virke som leder af Nyborg Ungdomsskoles musicaltalentskole.

Det har ikke været muligt for TV 2 Fyn selv at få en kommentar fra direktør i Nyborg Kommune Marianne Stentebjerg. Til fyens.dk siger hun, at ansvaret for de mange refunderinger ligger hos ungdomsskolens ledelse og ikke hos Jesper Nielsen. 

- Der er ikke nogen dokumentation for misbrug af offentlige midler. Tværtimod er det godtgjort, at de udgifter, Jesper Nielsen fik refunderet i forbindelse med sit arbejde med musicaltalentskolen, enten var efter aftale med eller godkendt af den tidligere og siden den nuværende ungdomsskoleleder, siger Marianne Stentebjerg til nyhedsmediet.

Forlod jobbet

Revisionsfirmaet BDO vurderede tidligere Jesper Nielsens bilag og skrev i sin rapport, at "en mistanke om eventuelt misbrug/svindel i Nyborg Ungdomsskole ikke kunne afkræftes".

Den mistanke er nu væk, mener Nyborg Kommunes ledelse.

Jesper Nielsen forlod i april sit job på musicaltalentskolen. Kort tid efter kom det frem, at han havde prøvet at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige.

Det var en sag, Fyns Politi valgte at efterforske. Den er ligesom bilagssagen også blevet lukket. 

TV 2 Fyn har talt med Jesper Nielsen. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Oversigt

    Oversigt