Buschauffør uden mundbind: - Sæt jer ned og hold kæft

Gentagne gange har en kvinde fra Ullerslev oplevet, at Fynbus' chauffører kører uden mundbind eller visir.

To gange på 14 dage har en 35-årig kvinde oplevet, at Fynbus' chauffører ikke har båret hverken mundbind eller visir - og det er næppe, fordi chaufførerne er undtaget kravet.

- Et minut inden, vi rammer banegården, tager han (den ene buschauffør, red.) visir på, så selvfølgelig er han ikke fritaget, fortæller kvinden.

Første gang kørte kvinden fra Nyborg til Ullerslev. Hun undrede sig over chaufførens manglende værnemidler, og både hun og andre påpegede det for chaufføren.

- Han sagde, vi skulle sætte os ned og holde kæft, fortæller hun.

Opdatering
Clock23. mar 2021, kl. 18:05
TV 2 Fyn har efter artiklens udgivelse valgt at anonymisere interviewpersonens identitet. Det sker som følge af, at kvinden, der medvirker i artiklen, har modtaget trusler mod hende og hendes børn. Det accepterer TV 2 Fyn ikke, og derfor har vi valgt at anonymisere kvinden, så hendes navn ikke længere fremgår.

Klager til Fynbus

Derfor ringede hun straks til Fynbus. Mens hun sad i bussen, nåede hun at ringe to gange til selskabet, før en medarbejder tog imod hendes klage. Senere samme dag skrev også hendes mand en klage til Fynbus via deres facebookside. Alligevel føler hun ikke, at henvendelserne er blevet taget seriøst, for bare to uger senere var den gal igen.

Mandag i denne uge steg hun om bord på bus 195 fra Ullerslev til Odense for at blive coronatestet forud for en operation. Det var ikke den samme buschauffør som sidst, men de manglende værnemidler var en gentagelse.

- Jeg er ikke i højrisiko, men man sidder alligevel og tænker, at det er ret ubehageligt. Hvis jeg får corona, kan jeg ikke blive opereret, fortæller hun.

Krav om mundbind

Det har siden den 22. august sidste år været et krav, at både passagerer og chauffører i kollektiv trafik bærer enten mundbind eller visir.

I starten modtog Fynbus ganske få klager fra passagerer, der var utrygge, og siden da er den slags klager helt ebbet ud. Derfor overraskede det Fynsbus' kommunikationschef Martin Krogh, at kvinden har oplevet det to gange for nyligt.

- Alle vores buschauffører skal køre med værnemidler. Der kan være undtagelser, og det kan man ikke se på folk, men vores chauffører har fået at vide, at de skal køre med værnemidler. Vi har kontrollører i busserne, og de tjekker også buschaufførerne, fortæller Martin Krogh.

Han afviser forslaget om, at fritagede chauffører skal bære et synligt badge.

- Der er så mange skilte i busserne i forvejen, siger kommunikationschefen.

Mandag orkede kvinden ikke selv at tage konfrontationen med buschaufføren. Det var der til gengæld andre, der gjorde.

- Han kiggede meget ondt og sagde: "Det rager ikke dig", når han blev spurgt, hvorfor han ikke havde mundbind på, fortæller hun.

- Det er dårlig kundeservice. Det er ikke det, vi forventer, siger Martin Krogh.

Han understreger, at Fynbus tager kvindens klager seriøst, og er det muligt at identificere buschaufførerne ud fra rutenummer, stoppested og tidspunkt, vil man tage en snak med dem.