Dramatisk udvikling i Nyborg: Ombudsmand vil have klart svar om mail til ansatte

Ombudsmanden vil have Nyborg Kommune til at forklare, hvordan mail til ansatte harmonerer med loven om ytringsfrihed for offentligt ansatte.

Folketingets Ombudsmand har onsdag bedt Nyborg Kommune om en nærmere forklaring på en opfordring til kommunens medarbejdere, om ikke at gå til pressen med bekymringer om kritiske arbejdsmiljøforhold i kommunen.

Der fremgår af en pressemeddelelse fra Ombudsmanden.

Som omtalt hos TV 2 Fyn er opfordringen sendt i en mail fra kommunens såkaldte hovedudvalg (samarbejdsudvalg).

Ombudsmanden har også bedt Nyborg Kommune om at oplyse, hvordan mailen skal forstås i lyset af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden har bedt kommunen om at svare inden fire uger.

TV2 Fyn kunne mandag fortælle, at hovedudvalget i Nyborg har skrevet til alle medarbejdere:

- Hovedudvalget opfordrer til, at ansatte benytter sig af de sædvanlige kanaler, som nærmeste leder, tillidsmandssystemet eller HR og personale i stedet for at gå anonymt til pressen, når der opleves et behov for at rejse bekymringer om kritisable eller utilfredsstillende arbejdsmiljøforhold.

"Hovedudvalget opfordrer medarbejdere, ledere samt politikere i Nyborg Kommune til fremover at undlade at kommentere på anonyme henvendelser, da det ikke bidrager konstruktivt.”

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) sagde tirsdag til TV 2 Fyn, at han ikke ser noget problem i hovedudvalgets mail til de ansatte.

- Jeg tror ikke, at hensigten her er at sige, at man ikke må tale med hverken pressen eller sin tillidsvalgte eller bruge whistleblowerordning. Sådan opfatter jeg det ikke, og det tror jeg bestemt ikke er det, der er hensigten,, sagde Kenneth Muhs.

Oversigt

    Oversigt