Innovater, der står bag et 250 millioner kroner dyrt butiksbyggeri i Nyborg, føler sig uretfærdigt behandlet af både medierne, Nyborg Kommune og Beredskabsstyrelsen.
I forhold til beredskabet i en sådan grad, at man gerne deltager i en klage over Beredskabsstyrelsens indsats og opførsel efter, at beredskabet 20. august som følge af kraftige lugtgener spærrede en hel bydel af, evakuerede folk i området og lukkede for togtrafikken til Nyborg.
Det fremgår af en redegørelse fra Innovater, der fredag blev sendt rundt til chefgruppen i Nyborg Kommune og Nyborg Byråd, og som TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af.
Føler sig tromlet
Her udtrykker direktør Morten Lykke, at han er meget utilfreds med Beredskabsstyrelsens indsats og kommunikation i forbindelse med nedgravningen af kloakrør på grunden, der frigav kraftige kemikalielugte.
- De tromlede hen over vores byggeledelse, som de bortviste fra udgravningen og desuden ikke ville lytte til råd og fakta fra de folk, som vi har som ansvarlige på byggepladsen. Disse folk havde den viden, som Beredskabet burde have haft brug for at tilegne sig, inden de erklærede undtagelsestilstand i Nyborg og omegn, skriver Morten Lykke.
Og han fortsætter:
- Det virker desuden yderst provokerende, at de folk, der klokken 11.30 rendte rundt i rumdragter med iltflasker på ryggen for at evakuere folk i omliggende kolonihaver og huse, klokken 13.00 stod bag deres pick up ved Circle K og spiste sandwich og burgere kun iført jeans og t-shirt. Vel at mærke mens området ved Circle K stadig var omfattet af det afspærrede område.
Ifølge Morten Lykke bad man forgæves beredskabet om dokumentation for, at der ikke var fundet giftige eller mistænkelige stoffer på grunden.
Deltager gerne i en klage
- En rapport, som vi, Nyborg Kommune, borgerne i kommunen og resten af Danmarks befolkning, der var blevet inddraget i sagen af beredskabets overreaktion og kommunikation til medierne, havde haft stor glæde af at modtage. En rapport, der også kunne have stoppet mange af de sidehistorier og fortsatte urigtigheder, som pressen fortsat med i dagene efter hændelsen, skriver Morten Lykke.
Han oplyser ikke, hvilke urigtigheder medierne skulle have viderebragt.
- Jeg ved ikke, hvordan man gør Beredskabsstyrelsen opmærksom på deres fejlhåndtering samt, hvordan deres ageren i sagen var hovedårsagen til den panik, der blev skabt, men vi deltager gerne i en henvendelse/klagesag, skriver Morten Lykke.
Han oplyser, at Innovater løbende undersøger for farlige stoffer i luften, og at beredskabet burde have tjekket det, inden man trykkede på alarmknappen.
Ikke pligt til at informere
Morten Lykke er heller ikke helt tilfreds med Nyborg Kommune, som efter episoden indskærpede, at Innovater skal informere kommunen i sådanne tilfælde.
Morten Lykke erkender, at der var en grim lugt, der måske nok var værre end tidligere. Men de målte værdier i udgravningen oversteg ikke grænseværdierne.
- Der var derfor ikke grund til at kontakte kommunen, før, under og efter. Det er ligeledes en skønsvurdering, om brudstykker af tomme dunke med mere bør være årsag til, at kommunen skulle kontaktes. Men på baggrund af lugtgenerne informerer vi gerne kommunen efter princippet hellere én gang for meget end for lidt, skriver Morten Lykke.
Firmaet bestræber sig nu på at mindske lugtgenerne ved kun at have jordrenderne udgravet tre-fem meter ad gangen, så næste kloakrør kan tilkobles. Dermed mindskes risikoen for at større lugtende jordarealer er blotlagt. Man får lyntestet jorden af Dansk Miljørådgivning, så den efterfølgende kan køres i deponi, oplyses det i korrespondancen til byrådet.
Får jord afvist
Innovater anmoder Nyborg Kommune om at anvise et deponi, hvor jorden kan afleveres.
- Den massive pressedækning af sagen har betydet, at de jorddepoter, vi kontakter for at aflevere jorden afviser at modtage dette, da de har hørt om sagen i medierne, skriver Morten Lykke.
Nyborgs kommunaldirektør Tim Jeppesen oplyser til Nyborg Byråd, at Innovater i øjeblikket håndterer jorden i lukkede containere, og at det betyder væsentligt færre lugtgener.
Kommunen vil dog opretholde daglige tilsyn. Området ventes asfalteret i løbet af to-tre uger, oplyser Innovater.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Morten Lykke, men det har han ikke ønsket.
Heller ikke Beredskab Fyn har haft mulighed for at kommentere indholdet af brevet inden deadline.
TV 2 Fyn har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), der er en del af Beredskabskommisionen, som er Beredskab Fyns overordnede ledelse. Han oplyser via Nyborg Kommunes kommunikationsansvarlige Heidi Callesen, at han heller ikke er til rådighed for en kommentar.
Efter udgivelse af artiklen har Beredskabsstyrelsen henvendt sig til TV 2 Fyn og afvist kritikken fra Morten Lykke.
- Beredskabsstyrelsen kan ikke træffe afgørelse over at afspærre dele af en by. Det kan indsatsledelsen med politiet i spidsen. Beredskabsstyrelsens rolle ved den konkrete indsats var at bistå indsatsledelsen med målinger og analyser, skriver specialkonsulent Kristian Anker-Møller i en mail til TV 2 Fyn.