Endelig slut: 12-taller til Henriette og Christian

Juni er tid til eksamens-nervøsitet og nyudsprungne studenter. TV 2/Fyn var med i morges, da de første studenter sprang ud på Nyborg Gymnasium.

Klokken kvart i ni mandag morgen var tre års gymnasietid slut for Henriette Eilertsen. Hendes sidste fag var AT- almen studieforberedelse.

Og hun sluttede af med manér, da hun høstede et 12-tal.

Et par etager længere oppe var Christian Hvass færdig som HF'er. Og med et 12-tal i Kultur- og Samfundsfag er han klar til at feste og til at tage et sabbatår.

Henriette Eilertsen skal læse fysik i sommerferien - og så venter et studie på Robotteknologi på SDU.

For Henriette og Christian gik det godt - men mange andre kæmper med angst, når de skal til eksamen.

Du kan møde Kristina Haugaard Johansen, der netop er blevet student og tidligere har lidt af voldsom eksamensangst. Det er på vores nyhedskanal klokken 14.20.