Ét års fængsel for dødsulykke

En hjemmeværnsmand blev fredag idømt ét års fængsel for "særlig hensynsløs kørsel", der kostede en 11-årig dreng livet.

Hjemmeværnsmanden fik straffen i Retten i Svendborg for en ulykke, som skete i september 2007.

Her faldt manden i søvn bag rattet, og på den østfynske motorvej nær Nyborg kørte han op bag i en minibus fra en institution på Sjælland. En 11-årig dreng mistede livet ved påkørslen, og en pige og en voksen i bussen blev kvæstet.
- Det er en strengere straf, end jeg havde påstået, siger forsvarsadvokaten Carsten Fentz fra København til TV 2/FYN.

Den dømte, der er fra København, havde fraget nogle hjemmeværnsfolk til Grenå i en bil og havde sovet på vej til det østjyske. Men på vej hjem skulle han selv køre bilen. Han faldt i søvn ved Nyborg og mistede herredømmet over bilen og kolliderede med mini-bussen.

Forsvarsadvokaten Carsten Fentz siger, at han og hans klient har bedt om betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.

Oversigt

    Oversigt