Forfærdede beboere: Vi vil ikke have 6000 mink i vores baghave

Beboere i Skellerup frygter, at de nu kan se frem til fluer og lugtgener i deres lokalområde. Nyborg Kommune vil nemlig placere en minkfarm med plads til 6000 mink kun få hundrede meter derfra.

Beboerne i Skellerup er godt frustrerede. De fandt for kort tid siden ud af, at der var ansøgt om at lægge en minkfarm i byen af Nyborg Kommune.

- Jeg var overrasket og forfærdet og rigtig rigtig ked af det, fortæller den måske kommende nabo til den store minkfarm Jesper Rosenkilde.

Det er planen, at der skal opføres 18 minkhaller, en 3 meter høj fodersilo og to gyllebeholdere på hver 2000 kubikmeter. Det er også planen, at farmen skal rumme 6000 minktæver.

Borgernes vrede er i høj grad vendt mod kommunen, fordi de frygter, at kommunen allerede har truffet en beslutning, selvom høringsperioden næsten lige er begyndt.

- Vi må da bare have tillid til, at høringsprocessen ikke er en skueproces, men at det er en proces, hvor de rent faktisk forholder sig til de svar, som vi selvfølgelig har tænkt os at indgive, siger Jesper Rosenkilde.

Nyborg Kommune bundet af loven

Men i Nyborg Kommune fortæller den ansvarlige på området, at deres hænder er stramt bundede.

- Vi træffer afgørelsen, når vi får kommentarerne fra beboerne, og ja, hvis det er sådan, at den overholder love og regler, så har vi ikke hjemmel til andet end at meddele dem miljøgodkendelse. Det er det, der ligger i lovens rammer, siger Anne Grethe Pedersen, som er leder for natur og miljø i Nyborg Kommunes Teknik- og Miljøafdeling.

TV 2/FYN har kontaktet landmanden, der ønsker at bygge minkfarmen. Han har ikke ønsket at stille op til et interview, men hans miljørådgiver beskriver i en mail, at hans farm vil leve op til miljølovgivningen.

Den melding er dog ikke nok til at berolige Jesper Rosenkilde, og han afviser, at det her skulle være et udtryk for at beboerne er nærtagende.

- Jo, hvis du synes at 1500 kørsler med store gyllevogne og lastvogne med minkaffald, og placering stik vest for ammoniakudledning, som går et stykke over de værdier som miljøstyrelsen anbefaler, og i den grad påvirker et smukt stykke østfynsk natur. Hvis det at vi bekymrer os om vores eget, Ullerslev og Langtved beboernes drikkevand i de kommende mange år. Hvis det er at være nærtagende, jo så er vi nærtagende, siger Jesper Rosenkilde.

Hvis miljøgodkendelsen går igennem har beboerne i Skellerup alligevel tænkt sig at kæmpe videre.

- Det vil vi blive ved med, altså så længe vi kan, vi er lovlydige borgere. Vi tror på, at vi lever i et retssystem, vi har høringsmuligheder, og vi har klagemuligheder, siger Jesper Rosenkilde.

Høringsfristen udløber den 17. maj.

Oversigt

    Oversigt