Forurenet boring er fundet, men kogepåbud fortsætter i Langå

Kilden til forurening med tarmbakterier i Langå Vandværk er fundet, men borgere skal fortsat koge deres vand.

Fund af tarmbakterier - såkaldt coliforme bakterier - i drikkevandet gjorde, at Langå Vandværk mandag måtte bede deres brugere om ikke at drikke vandet uden at koge det først. 

Nu har vandprøver vist, at det er en enkelt vandboring tæt på vandværket, der er forurenet med bakterierne. Den er nu lukket, men borgerne rådes fortsat af Nyborg Kommune til at koge deres drikkevand. 

- Vi har fundet den forurenede vandboring, som nu er lukket ned, siger Leif Andersen, Formand for Langå Vandværk og tilføjer: 

- Nu skal vi skylle rørene igennem, mens vi venter på resultatet af den nye prøve i morgen.

Embedslæge skal godkende vandet

Selvom man altså mener at have fundet og stoppet den forurenede boring, skal nogle procedurer sikre, at forureningen er stoppet. Derfor kræver det svar på de nye prøver, før man ophæver kogepåbuddet. 

- Vi skal ført sikre os, at embedslægen godkender vandet i morgen, inden vi kan give borgerne grønt lys til at drikke vandet, siger han. 

SPØRGSMÅL OG SVAR VEDRØRENDE VANDFORURENING