Friplejehjem i frit fald: - Hvordan kan det her ske?

Et nyligt påbud om at nye beboere ikke må flytte ind på Strandhøjen Friplejehjem kan komme til at give problemer i Nyborg Kommune. Tirsdag var der informationsmøde for pårørende og beboere.

Tirsdag var der indkaldt til informationsmøde for pårørende på Strandhøjen Friplejehjem. 

Det sker på baggrund af påbuddet mod at lade nye beboere flytte ind på plejehjemmet.

Ifølge TV 2 Fyns kilder var det med information om, at man har modtaget påbuddet og nu forsøger at rette op på tingene med en konkret handleplan.

Et af punkterne på dagsordenen var blandt andet, at Socialstyrelsen skal køre et særligt demensforløb i underetagen og en demenspsykolog skal undervise de ansatte i omsorg for demente.

Samtidig forlyder det, at forstanderen fra Rudkøbing Plejehjem skal bistå med at få tingene på ret kurs i Nyborg i den kommende tid.

Det har ikke været muligt at få endeligt bekræftet af diakonhjemschef Lene Soelmark fra Danske Diakonhjem, som driver friplejehjemmet i Nyborg. Hun ikke haft mulighed for at stille op til interview. I en sms til TV 2 Fyn skriver hun:

- Vi er rigtig glade for, at vi havde et godt møde med beboere og pårørende. Her orienterede vi blandt andet om, at vi nu arbejder videre ud fra en handleplan, hvor vi har daglige indsatser og er i løbende dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi har tilføjet de ressourcer, der er nødvendige for hurtigt at løse de kritikpunkter, der er nævnt i rapporten, og vi ser frem til et nyt tilsyn. Vi er til enhver tid til rådighed for alle pårørende og de der fortsat er bekymrede, kan henvende sig direkte på Strandhøjen. 

TV 2 Fyn ville gerne have spurgt Lene Soelmark om hun kan bekræfte ovenstående tiltag som kilder har fortalt. Den henvendelse er hun ikke vendt tilbage på.  

Hvad sker der? 

I Ældreudvalget i Nyborg Kommune er øjnene nu stift rettet mod Strandhøjen Friplejehjem, efter der for nyligt blev givet påbud mod indflytning af nye beboere.

Det kan nemlig komme til at betyde, at kommunen får problemer med, hvor de skal sende beboere hen, hvis ikke påbuddet om indflytning bliver ophævet og problemerne rettet op på.

Det siger formanden for Ældreudvalget, Kaj Refslund (V).

- Vi må jo vurdere i den kommende tid, om det gør, at de ældre i højere grad vil fravælge friplejehjemmet, for så begynder vi jo for alvor at få pres på vores egen kommunale del, siger han.

Ifølge Lone Smidt, der er socialdemokratisk næstformand i Ældreudvalget, giver det nylige påbud også anledning til at kigge en plan for visitering efter i sømmene.

- Det er klart, at vi er afhængige af, at Strandhøjen får arbejdet hurtigt og grundigt på at få løst de udfordringer, de står med og som skal være løst inden 5. april. Det er vi meget nysgerrige på, hvordan lykkes for dem, siger hun.

Ved du noget?

Virker uprofessionelt

For begge parter gælder det, at man ikke kan forstå, hvordan Danske Diakonhjem, som for tiden har 44 plejehjem rundt om i landet, ikke har haft bedre styr på at starte det nye plejehjem op i Nyborg. 

-  Vi er meget undrende overfor, at man i sådan en organisation ikke har været stærkere i sin opstart, siger Kaj Refslund. 

Han håber derfor også, at Danske Diakonhjem nu finder arbejdshandskerne frem, så der kan komme styr på Strandhøjen Friplejehjem.

- Det er jo selve Danske Diakonhjem, der skal sørge for i deres virksomhedsform at have en særlig kvalitetssikring, som kan gøre dem opmærksom på, når sådan noget her sker. Og det skal jo gerne ske noget, for at Styrelsen for Patientsikkerhed kommer. Det er meget vidtgående påbud, der er givet.

Lone Smidt stiller også spørgsmålstegn ved netop dét, at Danske Diakonhjem driver mange plejehjem, men alligevel ender med et sådan påbud.

- De har 44 plejecentre i hele Danmark og bygger hele tiden flere og flere - så hvordan kan det her ske, når man sælger sig med den vare, at man har en solid erfaring med at starte plejehjem op. Man udsætter både borgere og medarbejdere for noget, der ikke er særligt rart i forhold til at løfte den kerneopgave, det er.

Begge medlemmer af Ældreudvalget i Nyborg Kommune har tillid til, at der nu bliver gjort en ihærdig indsats for at rette op på Strandhøjen Friplejehjem. 

Det er dog ikke kun i Nyborg, der er udfordringer i ældreplejen. Faktisk har flere fynske kommuner store udfordringer med at sikre den fornødne kvalitet og patientsikkerhed, viser en gennemgang TV 2 Fyn har foretaget. 

Oversigt

    Oversigt