Frygtede ammoniakudslip: Beredskab og politi til stede ved kemifabrik

En tank på Fortum i Nyborg er blevet overophedet, og der var frygt for et ammoniakudslip, så både politi og beredskab blev tilkaldt, men tanken er igen nedkølet, og situationen er under kontrol.

Onsdag formiddag er både Fyns Politi og Beredskab Fyn til stede ved Fortum i Nyborg, hvor man håndterer farligt affald.

- Vi fik en melding klokken 10.02 fra Fortum, hvor man melder om forurening, muligvis ammoniak, siger vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

- Det er åbenbart to stoffer, som har blandet sig i samme tank. Det har ført til varmeudvikling, og derfor nedkøler man tanken, fortæller vagtchefen.

Situationen er under kontrol

Ifølge politiet er tanken allerede nedløbet, og den er nu under observation.

- Man var bange for et udslip, men værdierne er målt dernede, og de er meget lave, fastslår Milan Holck Nielsen.

Ammoniak er en kemisk forbindelse af nitrogen. Det er en giftig luftart med en gennemtrængende, ubehagelige luft. Der er dog ikke nogen ammoniaklugt ved kemivirksomheden. 

Vagtchefen fortæller, at politiet fortsat har en indsatsleder til stede ved Fortum for en sikkerheds skyld.

I forbindelse med episoden er det kun nærområdet omkring Fortum, der har været spærret af. Ingen beboere i nærheden har været evakueret.

- Det har hele tiden været under kontrol, siger Milan Holck Nielsen. 

Det er ikke første gang, at beredskabet er kaldt til Fortum. Sidste år opstod der en mindre brand i virksomheden.

Oversigt

    Oversigt