Fugleedderkopper og sommerfugle flytter ind på Nyborg Slot

Det fredede voldanlæg rundt om Nyborg Slot skal forvandles fra græsplæne til sommerfugleparadis.

Det er flere hundrede år siden, at nogen sidst har haft adresse på det omkring 800 år gamle slot i midten af Nyborg, men nu flytter sommerfugle og andre insekter ind - nærmere bestemt på voldene.

Et enigt byråd i kommunen har sammen med Slots- og Kulturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening besluttet at genskabe voldene omkring slottet, som de var engang med vild beplantning og et rigt insektliv.

- Nyborg Slot har en helt speciel plads i Danmarkshistorien. Nu skal slottet danne ramme for et unikt møde mellem kultur og vild natur, siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), i en pressemeddelelse.

Styrelse godkender sommerfugle

I en nyligt offentliggjort rangering af de danske kommuners naturværdier, fik Nyborg Kommune en kedelig placering på nummer 93. Bundplaceringen har sat skub under projektet på Nyborg Slot, men sommerfuglene kan kun flytte ind på de fredede volde med Slots- og Kulturstyrelsens accept.

Voldene omkring Nyborg Slot omdannes fra trimmede græsplæner til vild beplantning med insekter.
Voldene omkring Nyborg Slot omdannes fra trimmede græsplæner til vild beplantning med insekter.
Foto: Nyborg Slot

- Det er vigtigt for os, at ingen er i tvivl om, at voldene er et militært anlæg, og at deres fysiske udseende er tro mod den fortælling. Men det betyder ikke, at området skal være en græsplæne uden liv og natur, fortæller specialkonsulent i Center for Kulturarv Marianne Rasmussen Lindegaard.

Med naturprojektet på Nyborg Slot bliver kommunen landets første officielle kommunale sommerfuglepartner. Som partner med Danmarks Naturfredningsforening forpligter kommunen sig til at omdanne mindst 20 procent af de grønne arealer omkring slottet til mere insektvenlig natur.

Fugleedderkopper på slottet

På Nyborg Slot lever i forvejen den sjældne edderkop 'nordlig fugleedderkop', og den kan inden længe få nye naboer.

- I Nyborg skal vi først og fremmest arbejde med at forbedre vores eksisterende natur for at højne naturværdien i kommunen. Der findes allerede rester af god natur omkring Nyborg Slot. Nu bliver der langt flere levesteder for sommerfugle, fugleedderkopper og andre insekter, fortæller afdelingsformand i Danmarks Naturfredningsforening Nanna Adamsen.

Det koster Nyborg Kommune 5.000 kroner årligt at være sommerfuglepartner.

Oversigt

    Oversigt