Fynboer spiller ved VM i Brasilien

Okay, vi indrømmer, at det er en overskrift der snyder. Det drejer sig nemlig ikke, som de fleste vil tro, om fodbold-VM i Brasilien - men om VM i strandhåndbold. Undskyld.

Tre fynske håndboldspillere tager snart turen til Brasilien for at kæmpe for Danmark ved VM i strandhåndbold.

Beach handball har naturligvis ikke samme bevågenhed som fodbold, men faktisk er det en stor sport på de kendte brasilianske strande. Brasilien er desuden regerende verdensmestre, og klar favorit ved VM 2014.

Turneringen foregår fra den 22. til 27. juli i landets østligste by, Recife, der også var en af værtsbyerne ved fodbold-VM.

En af de fynske spillere er 23-årige Simon Elsborg fra SUS Nyborgs 1. divisionshold.

- Det at skulle repræsentere sit land ved et verdensmesterskab er selvfølgeligt stort, men at det så tilmed foregår et så spændende sted, gør det helt fantastisk, siger Simon Elsborg.

Han kommer til at bruge to uger af sin ferie fra tømmerjobbet på Brasiliensturen.

Simon Elsborg er allerede en af de erfarne på landsholdet. Han kom med i truppen for fire år siden, efter han sammen kammeraterne fra SUS Håndbold både havde været med til at vinde det danske mesterskab som U16, U18 og som senior. Både i fjor og her i juni var han med på SUS Nyborg-holdet, som vandt DM-guld på stranden i Kerteminde.

- Vi har spillet strandhåndbold, siden vi var 14 år, og træner fortsat på banen ved Ullerslevhallerne, fortæller den hurtige og tekniske fløjspiller, der her i den forgangne uge har været til landsholdssamling i Tommerup for at pudse formen af til den store eksotiske opgave, siger Simon Elsborg.

VM-stævnet finder ikke vej til tv-skærmene, men SUS Nyborg oplyser, at man kan følge med i Danmarks kampe ved VM i strandhåndbold via SUS Håndbold og SUS Nyborgs hjemmesider, hvor der vil være link til Danmarks kampe.

Nyborg, Otterup og Odense repræsenteret

Det danske landshold er stort set uændret i forhold til sidste års EM-bronze. Dog er Hans Lindberg fra Hamborg ikke med mere.

Foruden Simon Elsborg er Fyn også repræsenteret af Mathias Jensen fra Otterup.

Det danske damelandshold har også kvalificeret sig til VM, der foregår samtidig med herreturneringen i Recife. Her står Maj Tornøe Johansen fra HC Odense for det fynske islæt.

Læs mere hos SUS Nyborg her

Oversigt

    Oversigt