Fynsk borgmester i opråb: Parkeringslov er uretfærdig

Kommunerne skal aflevere 70 procent af deres parkeringsindtægter til staten. Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), synes, at det er uretfærdigt.

Flere borgmestre er imod en lov om parkeringsindtægter. Hos FDM er man langt fra på linje med kritikken.

Kommunerne må blive bedre til at prioritere deres økonomi, hvis de mener, at de ikke modtager nok penge til at investere i blandt andet parkeringspladser.

Sådan lyder det fra bilejernes interesseorganisation, FDM, efter at flere borgmestre i et indlæg i Berlingske har kritiseret en lov vedrørende parkeringsindtægter. Loven blev indført sidste år under den daværende regering. Den gør, at kommunerne skal aflevere 70 procent af deres parkeringsindtægter til staten.

Det er ikke rimeligt

Ifølge borgmestrene har loven stort set fjernet kommunernes mulighed for at tilbageføre parkeringsindtægterne til borgerne i form af parkerings- og klimaforbedringer. Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V) mener, at det er en uretfærdig lov.

- Vi synes faktisk, at det var mere rimeligt, at de penge lå ude i kommunerne, for det betyder jo, at når så stor en andel fremadrettet skal gå i statskassen, så bliver de ikke brugt og kan ikke af den årsag alene bruges til at gøre det bedre for parkering eller for trafikale investeringer, siger Kenneth Muhs til TV 2/Fyn.

Men den udmelding giver FDM imidlertid ikke meget for.

- Man må ikke opkræve penge fra trafikanter ved parkering til økonomiske formål. Det er en kommunal opgave på linje med at sætte penge af til skoler og pleje af ældre, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk fra FDM.

Han nævner, at der er en grund til, at kommunerne netop får 30 procent af indtægterne.

30 procent er ikke nok

En undersøgelse fra Indenrigsministeriet har nemlig vist, at kommunerne historisk har brugt 30 procent af deres parkeringsindtægter til kontrol af parkering og til at lave parkeringspladser.

- Det er derfor, de har fået lov til at beholde 30 procent.

Men det er slet ikke nok med 30 procent.

- Der er omkostninger ved at lave parkeringskontrol. Vi har lavet en lokal løsning, hvor vi har uddannet nogle medarbejdere til at forestå den opgave, men det her er ikke en pengemaskine for Nyborg Kommune. Det er ærgerligt, at hovedparten af de penge, der kommer ind skal gå til staten, forklarer Kenneth Muhs.

- At nogle kommuner så har brugt penge på alt muligt andet, det var netop årsagen til, at den seneste regering greb ind og lavede det her lovforslag, siger Torben Lund Kudsk.

Håber på justering

På ét punkt er afdelingschefen fra FDM imidlertid enig med borgmestrene.

Det handler om borgmestrenes opfordring til, at den nuværende regering tager et nyt kig på loven.

Hvis ikke staten er villig til at opgive sin andel af parkeringsindtægterne, så foreslår borgmestrene, at staten øremærker pengene til investeringer i klima og trafik. Det forslag møder opbakning fra FDM.

- Vi ser gerne, at alle indtægterne, som staten får fra kommunerne, bliver parkeret i en fond, hvorfra kommunerne kan søge om penge til at investere i konkrete parkeringsfaciliteter, siger Torben Lund Kudsk.

Nu håber Kenneth Muhs, at regeringen kigger på loven og justerer den.

- Bedst af alt er, at pengene går ud i kommunerne 1:1, siger Kenneth Muhs til TV 2/Fyn.

De fem borgmestre, der står bag indlægget i Berlingske, er Simon Aggesen (K) fra Frederiksberg Kommune, Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus Kommune, Frank Jensen (S) fra Københavns Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S) fra Aalborg Kommune og Kenneth Muhs (V) fra Nyborg Kommune.

Oversigt

    Oversigt