Fynsk Bryggeri med succes: Øget salg af øl trods corona

Selvom det seneste år har stået på lukkede værtshuse og restauranter, så har Ørbæk Bryggeri oplevet vækst i salget af deres øl.

En verdensomspændende pandemi og salg af øl lyder ikke som et godt mix.

Men hvis du tror, at en nedlukning af samfundet og specialøl ikke går hånd i hånd, så kan du godt tro om igen.

For selvom coronakrisen har været skyld i lukkede fadølshaner ved det lokale værtshus, så har salget i den danske detailhandel givet travlhed på det fynske bryggeri, Ørbæk Bryggeri.

Her har man oplevet en vækst på 17 procent i salget af øl - selv når man medregner den store tilbagegang af salg til restauranter og barer. Det fortæller Martin Fisker, salgschef på Ørbæk Bryggeri. 

quote Vi har klaret os bedre, end vi havde frygtet. Lad os sige det på den måde.

Martin Fisker, salgschef på Ørbæk Bryggeri. 

- Vi har oplevet en vækst på 17 procent på øl i 2020 i forhold til 2019. På nogle af produkterne er vi faktisk endnu højere oppe. For eksempel vores flagskibsøl, Fynsk Forår. Den har præsteret et salg på op imod 30 procent bedre end 2019. Vi har klaret os bedre, end vi havde frygtet. Lad os sige det på den måde, siger Martin Fisker.

Øget salg i detailhandlen

Det er ikke en hemmelighed, at bryggeriet stadig har tabt omsætning på de lukkede restaurationer, men en øget bevågenhed i detailhandlen er firmaets egen forklaring på, hvorfor de har oplevet en vækst i salget af deres økologiske øl. 

- Det er primært supermarkedskæderne, der har været gode til at sælge vores øl. Vi kan ikke sælge til butikker, der er lukket, så vi har jagtet de steder, hvor det har været tilgængeligt. Folk skal hygge sig, selvom de ikke kan komme ud. Så har de nok siddet derhjemme og sat pris på noget godt øl. Det er vores forklaring på, hvorfor vi har klaret os ganske fornuftigt, fortæller Martin Fisker. 

Bryggeriets nylanceringer i 2021 sælger allerede godt.
Bryggeriets nylanceringer i 2021 sælger allerede godt.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Selvom salget er steget på bryggeriets øl, så ser man frem til den kommende genåbning, hvor forhåbningen er, at folk skal ud og more sig.

- Vi både håber og tror, at det er ketchupeffekten, vi oplever nu her i maj måned, når vi åbner op igen. Folk hungrer efter at komme ud og få en burger og et godt glas øl. Vi er i fuld gang med at fylde lageret op så vi er klar til maj, når det bliver tilladt at servere indenfor igen, afslutter salgschefen.

 

Oversigt

    Oversigt