Bekymring over CO2-afgift fra forbrændingsanlæg

Hos Fortum Waste Solutions A/S finder man det positivt, at Danmark er et forgangsland, når det kommer til afgift på CO2-udledning. Ambitionerne skal imidlertid ikke være på bekostning af at drive forretning, mener selskabets fynske direktør.

Hos Fortum Waste Solutions A/S i Nyborg har man mere end 50 års erfaring med at fjerne farlige stoffer fra affald. Men for fremtiden kan det blive en dyr affære for Nyborg-virksomheden at slippe CO2 ud i atmosfæren. 

Allerede i 2025 skal man betale ved kasse ét, hvis man som dansk virksomhed udleder kuldioxid. Det har et flertal i Folketinget besluttet. 

Fortums årlige 160.000 tons CO2 produceres på baggrund af fossile brændstoffer. Derfor er man gået sammen med Fjernvarme Fyn om bortskaffelsen af CO2 - blandt andet med et anlæg til omtrent 750 millioner kroner.  

- Selve CO2-fangst anlægget, det skal faktisk være på containerpladsen her og fylde hele pladsen, siger Jens Peter Rasmussen, der er direktør hos Fortum i Nyborg, mens han kigger ud mod virksomhedens store plads.

Jens Peter Rasmussen viser, hvor det kommende anlæg skal bygges.
Jens Peter Rasmussen viser, hvor det kommende anlæg skal bygges.
Foto: Flemming Ellegaard

Det planlagte anlæg kan fange de godt 160.000 ton CO2, som Fortum hvert år lukker ud i atmosfæren. Men regningen bliver endnu større.

- 750 millioner kroner, det er rigtig mange penge. Men de her afgifter, vi allerede bliver ramt af i 2025, de er i størrelsesordenen 50 millioner kroner om året. De bliver større og større frem mod 2030. Så når vi rammer 2030, så har vi en årlig afgift på, hvad der svarer til 120 millioner kroner, fortæller direktøren.

Hos Fortum har man efterspurgt hos Skatteministeriet at få udskudt afgifterne til 2030. En efterspørgsel, der er blevet afvist. Dermed kan virksomheden forberede sig på at skulle betale det store beløb, når CO2-afgiften træder i kraft om to år. En udvikling, der bekymrer, når udlandske virksomheder ikke bliver pålagt de samme afgifter. 

- Der er jeg selvfølgelig stærkt bekymret for, at vores ejere ikke vil tage den risiko og dermed lukker produktionen. Det er okay med et højt afgiftsniveau, hvis vores konkurrenter har de samme rammevilkår. Det har de langt fra. Her er Danmark et foregangsland, som på mange områder er godt, men man bliver nødt til at justere sine ambitioner og forventninger i forhold til, at det er muligt at drive forretning som vores, forklarer Jens Peter Rasmussen.

- Lad os komme i gang

Det er imidlertid ikke alle, der bekymrer sig over de kommende afgifter. Henrik Wenzel, der er professor i cirkulær økonomi på Syddansk Universitet, glæder sig over, at de danske myndigheder har store ambitioner på vegne af danske virksomheder, når det kommer til udledningen af CO2.

- Jeg synes, det er fornuftigt nok. Det er meningen, at vi skal betale for det her, så markedet kan hjælpe os med at regulere, sådan de bedste løsninger kommer frem. På et eller andet tidspunkt, skal det træde i kraft. Så jeg synes, det er fair at bibeholde 2025-målsætningen. Man skal selvfølgelig ikke have, at virksomheder lukker, men lad os nu se. Lad os komme i gang og lade dem prøve, og så må vi støtte dem undervej, siger Henrik Wenzel.

Støtte eller ej, så er det en bekymret Jens Peter Rasmussen, der står tilbage. Han frygter, at flere årtiers erfaring i virksomheden kan gå tabt som følge af de kommende CO2-afgifter. 

- Det kan ikke bære, at vi sender så stor en regning videre til vores kunder og samarbejdspartnere. Så finder de andre steder at komme af med deres farlige affald, og det bliver så ikke hos os. Det betyder, at den kapacitet, som vi har opbygget over 50 år, den har vi så ikke længere i Danmark. Det skal i stedet behandles uden for landets grænser. 

Det er ikke kun den kommende CO2-afgift, der skal være med til at bekæmpe udledningen af drivhusgasser. Et nyt beregningsværktøj skal være med til at mindske fynske landsmænds CO2-udslip.

Oversigt

    Oversigt