Fynsk urne-producent tilbyder bedemænd rejser og gourmet-middage

En fynsk producent af miljøvenlige urner, Hans Holger Jørgensen, udlover nu rejser til Florida og gourmet-middage på Munkebo Kro til bedemænd, der vælger at købe hans produkt.

I hver urne som bedemændene køber ligger der en lodseddel, som bedemændene skal sende ind med et stempel og navn. Derefter deltager de i lodtrækningen om præmierne.

- Jeg fik ideen til konkurrencen, fordi markedet for miljøurner er meget presset. De kinesiske producenter laver meget billige urner og så blev jeg nødt til at gøre noget, siger Hans Holger Jørgensen, der ejer firmaet Hydria Miljøurner A/S, der holder til i Nyborg.

Formand chokeret over metode

Men formanden for de danske bedemænd, Lars Askholm, er chokeret over fremgangsmåden og har nu afbrudt al handel med Hydria Miljøurner A/S.

- Det tager jeg kraftigt afstand fra. Jeg synes det er uetisk at tage urner eller andet indenfor dette område og bruge det til en konkurrence, siger Lars Askholm.

- Det er jo ikke kunden, der køber urnen, der kan vinde rejsen eller middage. Det er jo bedemanden, der indkøber urnen, der har muligheden, siger Hans Holger Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt