Hård fængselsstraf for kæmpe våbenlager

En 60-årig mand fra Nyborg blev tirsdag idømt to år og tre måneders fængsel for besiddelse af 18 ulovlige våben.

På sin bopæl havde manden blandt andet to maskinpistoler fra 2. verdenskrig, elleve pistoler og revolvere, 11.000 patroner og en stor mængde stoffer til fremstilling af yderligere ammunition. Alle våbnene var funktionsdygtige.

Manden, der har været jæger og er medlem af flere skytteforeninger, blev afsløret, da politiet ransagede hans bopæl i Nyborg 28. oktober sidste år.

Selvom politiet beskriver manden, som "en person med gode personlige forhold", blev fængselsstraffen gjort ubetinget trods hans alder.

- Denne sag viser, at selv pæne mennesker risikerer at ryge i fængsel, hvis de ikke overholder våbenlovgivningen, siger politifuldmægtig Bo Hjeds fra Fyns Politi.

Manden tog betænkningstid med hensyn til at anke dommen.

Oversigt

    Oversigt