Hemmelig velgører betaler: Somaliske børn tilbage i skole

En pengegave fra en anonym borger betyder, at udvisningstruede somaliske børn kan begynde på friskole.

Abdullahi, Riyan og Raida Hussein, som er 6, 12 og 15 år, kan efter vinterferien begynde i skole igen.

En hemmelig velgører har af egen lomme betalt godt 80.000 kroner, så resten af skoleåret skal de tre søskende gå på Refsvindinge Friskole, lidt uden for Nyborg. Det skriver DR Fyn.

- Jeg glæder mig. Det bliver rart at komme tilbage i en rigtig klasse igen, siger Riyan Hussein.

Siden årsskiftet har hun sammen med sine to søskende gået i "nødskole" på Nyborg Gymnasium, hvor frivillige lærere har stået for undervisningen.

Det lidt usædvanlige arrangement er kommet i stand, fordi hele familien Hussein har mistet deres opholdstilladelse, og derfor må Nyborg Kommune ikke længere betale for deres undervisning.

Børnene har søgt asyl, og mens de venter på svar, har lokalsamfundet bakket op på forskellig vis.

Søstres sag i medierne

Ud over nødskolen har Nyborg Gymnasium - for egen regning - ladet familiens to ældste døtre fortsætte i 10. klasse - en beslutning, som har påkaldt sig kritik fra flere sider.

Men nu bliver nødskole altså skiftet ud med friskole, og det er rigtig godt, mener rektor på Nyborg Gymnasium, Henrik Stokholm.

- Vi har haft nogle fantastiske frivillige, men hvis man ser på børnenes tarv, så er det jo bedre for dem at være sammen med nogle jævnaldrende, siger Henrik Stokholm til DR Fyn.

Bestyrelsesformand på Refsvindinge Friskole, Peter Seiersen, fortæller, at det er en mand "i lokalområdet", som har haft pengepungen fremme for at sikre de somaliske børns skolegang.

Siden sagen om familien Hussein dukkede op i december har den skabt røre på Christiansborg. Dansk Folkeparti har - med direkte henvisning til Nyborg-sagen - krævet adskillige stramninger af udlændingeloven.

Abdisalan Hussein, der er far til Abdullahi, Riyan og Raida Hussein, er taknemmelig over, at hans børn snart kan vende tilbage til en normal skolegang.

- Vi er rigtig glade. Det bliver godt for børnene at få klassekammerater igen, siger han.

Oversigt

    Oversigt