Hemmelige dokumenter afslører: Sexkrænkelser har stået på i årevis i Nyborg

TV 2 Fyn har nu fået fuld indsigt i den korrespondance, der fældede vicekommunaldirektør Søren Møllegård. Men pilen peger også på kommunaldirektøren og andre chefer.

Det var en julefrokost, der gik amok den 3. december sidste år, der fældede vicekommunaldirektør Søren Møllegård ved Nyborg Kommune.

Og TV 2 Fyn kan nu afsløre de detaljer, der ifølge en whistleblower fandt sted ved den famøse fest. Det er oplysninger, som Nyborg Kommune hidtil har hemmeligholdt for medierne. 

Det er detaljer om kvindelige ledere og chefer, der blev kysset - også tungekysset - mod deres vilje af vicekommunaldirektøren, upassende berøringer, trusler i alle festdeltagernes påhør om fyring af en underordnet chef og accept af, at festdeltagerne gik rundt med skilte med påskriften "krænket" "ikke krænket".

Men episoden den 3. december er kun toppen af isbjerget, fremgår det af korrespondancen mellem whistlebloweren, kommunaldirektør Lars Svenningsen, borgmester Kenneth Muhs og Socialdemokratiets gruppeformand Sonja Marie Jensen.

Årelange krænkelser

Sexchikane og krænkelser har stået på i årevis og ikke kun med vicekommunaldirektøren i hovedrollen.

Også kommunaldirektøren spiller også en uheldig rolle, fremgår af den indsigt, som TV 2 Fyn nu har fået i det fulde materiale fra whistlebloweren.

Ikke kun som passiv tilskuer, men også i en aktiv rolle i den famøse julefrokost, hvor han ifølge whistlebloweren skulle have optrådt upassende. Desuden nævnes en episode forud julefrokosten.

Netop kommunaldirektørens tilsyneladende manglende reaktion på mange års krænkelser og upassende opførsel bekræftes af mangeårigt byrådsmedlem i Nyborg, Vibeke Ejlertsen (S).

Mail fra whistleblower

Samme år hvor hendes byrådskollega, Sonja Marie Jensen (S), gik i pressen med en episode, hvor hun blev klappet i bagdelen, valgte Vibeke Ejlertsen at gå til kommunaldirektør Lars Svenningsen og gøre opmærksom på vicekommunaldirektørens krænkende og upassende opførsel over for et kvindeligt byrådsmedlem.

- Det havde tilsyneladende ingen effekt. I hvert fald skete der ikke yderligere, siger Vibeke Ejlertsen.

Og netop den følelse oplevede den anonyme whistleblower også, da kommunaldirektør Lars Svenningsens den 7. december 2021 på borgmester Kenneth Muhs vegne svarede på whistleblowerens mail.

Udsnit af mailkorrespondancen

Lars Svenningsen henviste blandt andet til, at kommunens egen interne arbejdsmiljøundersøgelse med 1740 deltagere kun afdækkede, at seks medarbejdere havde følt sig krænket.

- Jeg kan på ovenstående baggrund ikke genkende det generelle billede, du beskriver i din henvendelse. Det er vigtigt for mig at gentage, at der er nul-tolerance overfor chikane, skrev han blandt andet.

Orientering om møde

Kommunaldirektøren videregav også en hilsen fra vicekommunaldirektøren, der udtalte, at han var dybt berørt og tog henvendelsen alvorligt, og Lars Svenningsen oplyste samtidig, at han efter samtale med medarbejdere kunne oplyse, at de omtalte krænkelses-skilte var blevet misforstået og faktisk var tænkt som en sympati over for Me Too-bevægelsen.

Han orienterede samtidig om, at der ville blive holdt et møde mellem vicekommunaldirektøren og de medarbejdere fra Sundheds- og Omsorgsafdelingen, der deltog i julefrokosten.

Det svar betragtede whistlebloweren dog som et forsøg på at holde hånden over vicekommunaldirektøren, der i øvrigt også var personalechef og teknisk chef. 

Og netop rollen som personalechef afholdt ifølge den anonyme whistleblower mange fra at klage, fordi personalechefen dermed også skulle behandle klager over vicekommunaldirektøren og den tekniske chef.

Lukkede øjne

I en ny henvendelse den 9. december skrev whistlebloweren derfor direkte til borgmesteren og Sonja Marie Jensen udenom Lars Svenningsen.

Med direkte henvisning til, at der ikke blandt alle medarbejdere ikke var tillid til Lars Svenningsens habilitet og upartiskhed.

I samme forbindelse blev der henvist til, at kommunaldirektøren ifølge medarbejdere selv blev oplevet som en del af problemet bl.a. på grund af upassende opførsel.

- Der har historisk været kvindelige ansatte i forskellige afdelinger under Søren Møllegård, der har henvendt sig til deres ledere omkring krænkelser og krænkende adfærd, hvor det ikke er blevet håndteret. Netop fordi lederne har holdt hånden over vicekommunaldirektøren eller andre på et højere niveau, der har haft krænket. Derfor har ingen turde sige noget eller følt, at det ville være dette værd. Lederne er derfor også de ansvarlige og har svigtet og bør stå til ansvar herfor. Det skylder man dem, der har været udsat, hedder det i mailen direkte til borgmester Kenneth Muhs og Sonja Marie Jensen.

Ifølge Vibeke Ejlertsen har der i årevis været en kultur i Nyborg Kommune, hvor ledelsen lukkede øjne og ører for en syg kultur, og hvor krænkende og sexualiseret adfærd var stiltiende accepteret både på rådhuset, og når man var på kursus uden for huset.

- Det har overrasket mig meget, at man sideløbende med samfundets opmærksomhed på me-too kulturen tilsyneladende har været helt upåvirket i Nyborg Kommune. Jeg føler også, det er voldsomt beskæmmende, at der byrådsmedlemmer, der har valgt ikke at ville høre om eller forholde sig til den krænkende adfærd, der nu er kommet for dagen. I sidste ende rammer det medarbejderne med mistrivsel og et dårligt arbejdsmiljø, hvis ikke man forholder sig til problemerne, siger Vibeke Ejlertsen.

Sygemeldt med stress

Lars Svenningsen har siden i søndags været sygemeldt på grund af stress.

Direktør Marianne Stentebjerg udtalte i går til TV 2 Fyn, at sygemeldingen skyldes længere tid hårdt arbejdspres, og at der på ingen måde er sammenhæng mellem kommunaldirektørens sygemelding og den kommende undersøgelse af ledelseskulturen i kommunen, som whistleblowerens udmeldinger har foranlediget.

Ifølge Nyborg Kommune er det ikke muligt at få en kommentar fra Lars Svenningsen, fordi han er sygemeldt. 

Nyborg byråd har nu hyret advokatfirmaet Horten til at få undersøgt arbejdsmiljøet og samarbejdsklimaet Nyborg Kommune. 

Forløbet


Oversigt

    Oversigt