Hollandsk professor inden Tour-start: - Nyborg skal have en masterplan ellers er det spild af penge

Når Tour de France inden længe kommer til Nyborg, skal politikerne have en klar plan for, hvordan de vil bruge omtalen efterfølgende. Ellers løber momentum ud i sandet.

Om under en uge bliver Danmark badet i gul, når verdens største cykelløb, Tour de France, for første gang nogensinde bliver kørt på de danske landeveje. 

Og forventningerne er kæmpe store, når tour-feltet kører over målstregen i Nyborg den 2. juli. I kommunen håber de nemlig, at Nyborg kommer på verdenskortet, når alles øjne hviler på cykelrytterne langs de fynske veje. 

Men det er ikke nok at have verdens opmærksomhed i det korte øjeblik, Nyborg bliver vist på TV. Det skal være led i en langt større strategi, mener en hollandsk professor. 

- Problemet er, at politikere ofte ser afholdelsen af eventet som målet i sig selv. At der kommer masser af medieopmærksomhed, at folk taler om det, og at man derfor kommer på verdenskortet. Men hvis det er udgangspunktet, må jeg desværre skuffe de fleste. Folk husker det simpelthen ikke efterfølgende, siger Robert Govers, som er hollandsk professor i international områdebranding. 

Ingen guldgrube

På Østfyn glæder nyborgenserne sig til, at de professionelle cykelryttere lægger vejen forbi netop deres by. Og borgmester Kenneth Muhs mener da også, at de 15 millioner kroner, kommunen selv betaler, er en god investering. 

- Vurderingen er, at vi får mere ud af det, end det vi giver ind. Noget af det er svært at måle på, eksempelvis stolthed og fællesskab, men vi kan måle på handel, hvor mange gæster der kom, og hvor mange penge de lagde, siger Kenneth Muhs. 

Udover at verdens fokus hurtigt er væk, når tour-feltet kører videre, er den økonomiske effekt heller ikke prangende, mener flere forskere. 

Flere undersøgelser, blandt andet lavet af Idrættens Analyseinstitut, viser, at store events ikke har haft en målbar effekt på den overordnede økonomi. Det skriver Jyllands-Posten. 

- De enkelte hoteller eller taxavognmænd vil formentlig kunne mærke det på deres omsætning. Men på et nationalt plan er der ikke nogen dokumentation for, at det vil være en overskudsforretning, siger Rasmus K. Storm, analyse- og forskningschef i Idrættens Analyseinstitut til avisen. 

Behøver ikke være spild af penge

Afholdelse af et stort sportsevent behøver ikke at være spild af penge. Ifølge professor Robert Govers er det vigtigt at se eventen som et middel til målet og have en større strategi for, hvordan man vil bruge omverdenens kortvarige fokus. 

- For de fleste steder er det - for at være helt ærlig - spild af penge. De fleste overvejer ikke de reelle muligheder for den omtale og mediefokus, som det kan medføre, siger Robert Govers.

Men hvis der er den rette strategi, og de lokale arrangører ved, hvad de vil bruge momentum til, kan det være penge godt givet ud. 

- Du skal have en brandingstrategi og vide, hvad vi som område gerne vil blive kendte for. Normalt kan det stå på et A4-papir. Hvad det overordnede mål er, og hvad vores værdier er. Hvis du ikke har sådan et, kommer du til at løbe rundt som hovedløse høns, der jagter, hvad du nu end jagter. Og så er det spild af penge, siger Robert Govers.  

Hvis du har planer om at tage til Nyborg og se verdens største cykelløb køre på fynske veje, kan du her læse, hvordan du gør det helt lovligt.


Oversigt

    Oversigt