I det fynske folks tjeneste

Hotelansat: - Jeg frygter, at vi alle mister vores jobs

En lang række fynske hoteller har lukket dørene for gæster og har sendt deres personale hjem. Det skaber utryghed hos personalet.

00:53

Hoteller i hele Danmark er lukket ned som følge af udbruddet af covid-19. Hotel Nyborg Strand har også lukket, og har derfor været nødt til at sende 110 medarbejdere hjem.

Forestil dig, at du den ene dag står med hovedet begravet i kødgryderne på dit arbejde. Alt er som det plejer.

Hvad du ikke ved er, at du i løbet af de kommende uger vil blive sendt hjem på dagpenge uden at vide, hvornår du kan komme på arbejde igen. Og om du overhovedet har et arbejde at vende tilbage til.

Det jeg frygter mest lige nu, det er, at vi alle sammen mister vores jobs.

Flemming Egholm, kok og fællestillidsrepræsentant, Hotel Nyborg Strand

Det er den virkelighed, Flemming Egholm og omkring 110 af hans kolleger på Hotel Nyborg Strand lever i nu. Hotellet er blevet lukket, foreløbigt frem til den 13. april, og de er alle sammen blevet sendt hjem i mellemtiden. Det er uden at vide, hvad fremtiden byder.

- Det er ganske forfærdeligt. Den angst og utryghed der er i fremtiden. Hvad skal der ske med mit job nu?, spørger Flemming Egholm, som udover at være ansat på hotellet også er medarbejdernes fællestillidsrepræsentant.

Læs også Baggårdteatret: Kulturlivet skal også hjælpes

Branche i knæ

Flemming Egholm er kok på Hotel Nyborg Strand, og har været det i 18 år uden pause. Indtil nu. Nu er han hjemsendt, og han aner ikke, om han kan komme tilbage på arbejde foreløbigt.

- Der var finanskrisen, men det var vand ved siden af det her. Det her er jo ikke noget, nogen kan styre, siger fællestillidsrepræsentanten, tydeligt berørt af situationen.

Corona-udbruddet har også taget hårdt på nogle af Flemming Egholms kolleger i restaurationsbranchen:

Jeg håber ikke, at der nogensinde er nogen, der kommer til at opleve det her igen, når det er overstået.

Flemming Egholm, kok, Hotel Nyborg Strand

- Jeg kan jo se, hvor mange kolleger der drejer nøglen om allerede nu, fortæller han.

Han er langt fra den eneste, der er utryg. Han er fællestillidsrepræsentant på hotellet, og taler jævnligt med sine hjemsendte kolleger.

Læs også Følg corona-situationen: Under 100 indlagte med corona for første gang siden marts

- Mine kolleger ringer og skriver konstant - De er lige så utrygge som jeg er. Jeg kan kun prøve at berolige dem og siger, at vi gør hvad vi kan for at bevare arbejdspladser, fortæller han.

Men selvom han beroliger sine kolleger, har han sine bange anelser.

- Det jeg frygter mest lige nu, det er, at vi alle sammen mister vores job.

De gør hvad de kan

Selvom usikkerheden på fremtiden er stor hjemme hos Flemming Egholm, er han ikke i tvivl om, at hans arbejdsplads gør alt hvad de kan.

- Jeg synes, at man har gjort meget godt for at holde os igang og passe på os. Arbejdspladsen er meget omhyggelig med at gøre tingene ordentligt, fortæller han og fortsætter:

- Vi har en god dialog ledelsen og ledergruppen imellem. Vi prøver at finde gode måder at komme videre fra det her, så det ikke kommer til at gøre for meget ondt på nogen, siger han.

Læs også Kendt fynsk restaurant er gået konkurs

Og indtil videre, er det dog også kun privatøkonomien det er gået udover. Flemming Egholm og hans kolleger har været hjemsendt på dagpenge indtil nu. Nu kan de se frem til at blive lønkompenseret. Det hjælper lidt på utrygheden. 

- Den giver nogle flere penge, men det er jo kun en tremåneders fase. Hvad sker der så efter de tre måneder?, spørger kokken fra Hotel Nyborg Strand.

Indtil videre kan Flemming og hans kolleger ikke gøre andet end at vente og se hvad fremtiden byder dem. 

- Angsten for at miste mit arbejde har aldrig været så stor. Jeg håber ikke, at der nogensinde er nogen, der kommer til at opleve det her igen, når det er overstået.

Læs også Cityforening frygter konkurser: - Fremtiden for os er uvis