Hotelgæst dræbt i styrt efter julefrokost

38-årig mand fra københavnsområdet faldt ud fra sit værelse på 3. sal på Hotel Nyborg Strand efter en firmajulefrokost. En ulykke, formoder politiet.

En 38-årig mand fra hovedstadsområdet blev lørdag morgen fundet død ved Hotel Nyborg Strand efter et styrt fra sit værelse på 3. sal. Politiet formoder, at der er tale om en ulykke.

Manden deltog i en julefrokost med omkring 110 kolleger fra et firma i København og blev sidst set i live sent på natten. Vinduet til hans aflåste værelse stod åbent med gardinet blafrende i vinden, da han ved 08-tiden blev fundet livløs på jorden. En læge erklærede ham for død.

- Vi prøver at finde ud af, hvad der er sket, men det tyder på en ulykke. På en eller anden måde er han faldet ud af vinduet, siger vagtchef Hans Frederiksen i Fyns Politi.

Personalet på Hotel Nyborg Strand er blevet tilbudt krisehjælp efter ulykken.

Oversigt

    Oversigt