Hundredvis af elever samles om raslebøssen: - Jeg tror på, at vi gør en forskel

Eleverne på Nyborg Gymnasiet var igen troppet talstærkt op for at samle penge ind til Røde Kors. Rektor tror på, det skaber dannelse at kæmpe for noget større end dem selv.

Gymnasieelever marcherede søndag gaderne tynde i Nyborg for den gode sag. 

I år var Nyborg Gymnasium igen at finde i toppen over alle gymnasierne i landet, som havde sendt flest indsamlere til Røde Kors' landindsamling søndag.

Over 200 elever fra det fynske gymnasium brugte søndagen i den gode sags tjeneste. Til sammenligning deltog 160 af eleverne sidste år. 

Raida Abdisalan fra i 3.F på Nyborg Gymnasium er heller ikke i tvivl om, hvorfor hun ville gå med raslebøssen i de fynske gader til landsindsamlingen i år.

- Det er nærmest alle elever, der kæmper for det her. Og jeg tror på, at vi gør en forskel. Jeg er også selv flygtning, så jeg ved godt, hvordan det føles, siger Raida Abdisalan og fortsætter:

- Det er derfor så dejligt, når der er nogle, som vil hjælpe med donere til sådan et formål.

I år ligger gymnasiet i top-fem over alle gymnasier i landet, hvor der er flest tilmeldte elever til indsamlingen.

Nyborg Gymnasium har også tidligere haft stor succes med et stort antal elever, der ville bruge sin søndag på at samle penge ind og gøre en forskel. Sidste år var skolen det gymnasium med flest tilmeldte elever i hele landet.

Elever samles om raslebøssen

Rektor Henrik Vestergaard Stokholm er stolt over sine elevers store lyst til at samle ind for et større formål. Han tror, at der er ånden på gymnasiet, som gør, at folk har en stor lyst til at hjælpe. 

- Jeg ved ikke, hvad vi kan. Jeg ved bare, at vi har nogle fantastiske elever som involverer sig, siger Henrik Vestergaard Stokholm. 

Rektoren tror på, at raslebøssen kan være med til at skabe et fællesskab, når eleverne mødes udenfor skoletiden. Han mener, at det danner eleverne at gøre en forskel for andre. 

- Det er dannelse at kæmpe for noget, der er større end sig selv. Eleverne oplever, at de gør en forskel for nogen, siger han. 

I år går pengene fra indsamlingen blandt andet til Røde Kors' hjælp til krigsramte i Ukraine samt udsatte børn og voksne i Danmark. 

Søndag eftermiddag kunne rektoren fortælle, at eleverne indtil videre havde indsamlet omkring 61.000 kroner. 

På landsplan er der samlet cirka 12,8 millioner kroner ind til ved landsindsamlingen.

Se indslaget her fra søndagens indsamling her:


Sidste år samlede eleverne fra Nyborg Gymnasium over 100.000 kroner ind til den gode sag.

Oversigt

    Oversigt