Husejer efter ny brand i Nyborg: - Månen lyste så mærkeligt

Det var tilfældigt, at en husejer opdagede en brand i Nyborg. Politiet har ledt med hunde efter potentiel gerningsmand.

Husejer Erik Press opdagede tilfældigvis en brand i udestuen i sit hjem på Tværvej i det centrale Nyborg, der de seneste måneder har været hærget af en lang række påsatte brande. 

- Der skete det, at jeg tilfældigvis var oppe klokken 00.15. Jeg går i seng igen og ligger og kigger ud ad vinduet, og så synes jeg godt nok, at Månen lyste så mærkeligt med forskellige flammende ting, siger Erik Press til TV 2/Fyn. 

- Jeg kigger ud ad vinduet, og så opdager jeg, at en havestol står og brænder. Så er det med at få ringet 112, forklarer han.

Se videooptagelser fra huset, hvor der natten til onsdag var en mindre brand. 
Fotograf: Ole Holbech

Fik slukket ilden

Politi og brandvæsen fik anmeldelsen klokken 00.30. Brandvæsenet var ifølge Erik Press hurtigt fremme og kom fem-ti minutter senere. 

- Jeg havde nået at få slukket det meste af ilden selv, men de kom og tjekkede, om der var mere derinde. Der er masser af sodpartikler, forklarer Erik Press.

Politiet har undersøgt området, der onsdag morgen fortsat er spærret af. Betjente har undersøgt området med hunde. 

- Desværre får vi ikke fat på nogen derude, men vi har afspærret gerningsstedet derude, siger vagtchef Ehm Christensen til TV 2/Fyn.

- Vi kan ikke udelukke, at branden er påsat, fortæller han.

Tværvej ligger i omtrent samme område i det centrale Nyborg, der i foråret og især i løbet af sommeren har været hærget af potentielt påsatte brande, især i havekoloniforeninger. I juli var der eksempelvis tre brande på fire timer i løbet af natten.

Oversigt

    Oversigt