I ti dage kunne borgmesteren kalde sig genvalgt, men så tog 'borgmesterdræberen' sin hævn

Der havde aldrig tidligere været så mange samlet i den grå byrådssal.

Luften summede af frustration, vrede og forundring over, hvor hovedpersonen var.

Tre dage tidligere var en politisk bombe sprunget i Nyborg. Og siden havde offentligheden ikke set skyggen af manden, der i billedlig forstand havde sat ild til konstitueringsaftalen: Jan Reimer Christiansen.

Klokken smøg sig op af mødestart, da døren til nabolokalet gik op, og tre mænd, skulder ved skulder, målrettede kom ud med kurs mod de få af salens stole, der fortsat stod ubesat.

- Skylder du ikke vælgerne en forklaring?, spurgte horden af journalister, som alle forsøgte at stikke netop deres mikrofon tættest på Reimers mine.

Ingen kommentarer.

- Hvornår kan vi forvente en forklaring?

Stadig intet.

En journalists sidste forsøg på at fremtvinge ord fra Jan Reimer Christiansen blev afbrudt af en partifælle, som med hele sin højre arms længde skubbede journalisten bagud og konstaterede, at nu var der altså et møde i gang.

Et møde, hvor det nye byråd skulle sættes sammen, og som har for vane at være lidt af en festdag. 

En venskabelig afslutning på en tung kommunalvalgkamp.

Men i den fynske slotsby denne decemberdag i 2013 var situationen en ganske anden. Og da manden med mandaterne, Kenneth Muhs (V), fik placeret borgmesterkæden om sin hals, skete det til en blanding af halvfesne klapsalver og arrige buh-råb.

- Du bliver aldrig borgernes borgmester!, lød et af råbene fra tilskuerrækkerne.

- Hvor er du uværdig!

For at forstå frustrationen, spoler vi tiden 10 dage tilbage til valgdagen 19. november. Her stod socialdemokraten Erik Christensen alene på sit borgmesterkontor og kiggede over på Nyborg Slot.

Valget kunne gå begge veje, og han blev nødt til at forberede sig på de mulige scenarier.

Det havde været en hård valgperiode med skolelukninger på stribe, og borgmesteren var forberedt på, at det med al sandsynlighed ville koste på antallet af personlige stemmer.

Men som de sidste stemmetal kom ind, stod det klart, at de røde partier akkurat havde fået de nødvendige 13 mandater mod de 12 blå.

Dermed kunne en glad og tilfreds Erik Christensen tage de udprintede resultater i hånden og sætte kurs mod kantinen, hvor både rød og blå lejr ventede på den formelle udnævnelse af aftenens vindere og tabere.

Uden at fortrække en mine læste borgmesteren op og konkluderede tørt, at han nu havde mandat til at fortsætte fire år mere.

Bag ham brød børn som voksne sporadisk omringet af røde heliumballoner ud i jubel, og en stor lagkage med røde flag blev båret ind for at markere smagen af genvalg.

“Godt kæmpet, Erik og co.” stod der på det ene. “Tillykke med sejren”.

En tydeligt lettet borgmester skar for og langede stykker af kage ud til sine støtter.

- Hvad skulle vi have gjort med den, hvis vi havde tabt?, jokede sejrherren, som skiftevis modtog lykønskninger og uddelte kram.

Aftenens umiddelbare taber, Kenneth Muhs, lykønskede på direkte tv borgmester Erik Christensen:

- Jeg respekterer selvfølgelig, at det er borgerne, der har talt, lød det fra Muhs, før han bevægede sig ind for at konstituere sig på den genvalgte borgmesters kontor.

Købmandsbutikken

Klokken lidt i fire blev øllene åbnet på borgmesterkontoret.

Forhandlingerne havde været den rene købmandsbutik, hvor der både blev købt og solgt, mindes Erik Christensen. Der skulle være noget til både Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Venstre, for at få en bred aftale, og det blev der.

Nu var konstitueringsaftalen underskrevet, og Erik Christensen følte sig sikker på fire år mere som borgmester. Endda med hjælp fra DF’eren Carsten Kudsk, som ellers inden valget havde proklameret, at han ville hoppe i havnen, hvis borgmesteren stadig hed Erik Christensen, når året var omme.

Nu pegede han selv på ham. Og det samme gjorde Venstre.

Men selvom blækket på konstitueringsaftalen var sat, kunne Kudsk ikke slippe tanken om det éne mandat, der potentielt kunne farve borgmesterkæden blå.

Tre år tidligere havde der været stor uenighed i den socialdemokratiske lejr, da Jan Reimer Christiansen var gået imod beslutningen om at lukke en skole i sit lokalområde.

Den daværende borgmester, Erik Christensen, husker, hvordan partifællen var kommet til ham og sagt, at han havde i sinde at gå direkte imod partilinjen og stemme nej.

Gjorde han det, ville han blive ekskluderet fra partiet, havde svaret fra den øverste partiledelse lydt. Men det ønskede hverken borgmesteren eller Jan Reimer Christiansen, og de indgik derfor et kompromis om, at Reimer kunne stemme blankt.

Nu spejdede de blå partier længselsfuldt efter manden, som i deres øjne havde set isoleret ud lige siden den blanke skolestemme.

Han havde sat sig selv bagerst i køen til kommunalvalgsbenene, vurderede DF’s Carsten Kudsk.

Måske han kunne omvendes, foreslog han derfor kollegerne i Venstre

Måske han kunne lokkes til at tippe magtbalancen.

Partihopperen

Da Carsten Kudsks telefon pludselige ringede ni dage efter valget, var idéen om at lokke ilde anskrevne Jan Reimer Christiansen over i den blå fold for længst lagt på hylden.

Det var forblevet en fiks idé på valgnatten, tænkte han, og han havde forliget sig med tanken om fire år mere med Erik Christensen som borgmester.

Han var sågar hoppet i det kolde novembervand, som han var kommet til at vædde om. Flankeret af den afklapsede borgmesterkandidat for Venstre, Kenneth Muhs.

Men nu havde Carsten Kudsk pludselig Venstres gruppeformand, Kaj Refslund, i røret.

Han ville lige vise DF’eren nogle papirer, lød det. Og han inviterede ham derfor hjem i privaten ved Ørbæk lidt uden for Nyborg.

Da Kudsk kort tid efter trådte ind i Kaj Refslunds aflange spisestue, stod det dog klart, at han var blevet stukket en hvid løgn.

I stuen sad alle byrådets Venstre-medlemmer stimlet sammen ved spisebordet.

Og Socialdemokraten Jan Reimer Christiansen.

- Ved du, hvad det her betyder?, spurgte V-gruppeformanden kollegaen fra Dansk Folkeparti.

Carsten Kudsk nikkede og fandt hurtigt plads ved langbordet. Det var klart for enhver, at Venstre og Dansk Folkeparti nu havde mulighed for at vriste borgmesterkæden fri af S-borgmester Erik Christensens nakke.

Men grundlaget var skrøbeligt.

Magten lå i hænderne på det nyvundne, 13. mandat, som nu tog ordet og gjorde det klart, at han ikke ville acceptere, at Venstre brugte ham til at agere egenrådige.

Jan Reimer Christiansen krævede en bred konstituering, hvis han skulle pege på en blå borgmester.

Med andre ord: Socialdemokraterne, som endnu ikke vidste, at de var blevet et byrådsmedlem færre over natten, skulle gå med til at krone en anden borgmester end deres egen.

Den blå gruppe vidste, at opgaven ville blive svær. Og de vidste, at den ville få enorm betydning for både samarbejdet i byrådet og tilliden til demokratiet.

Men beslutningen var truffet.

Nu skulle Reimer blot udsende en pressemeddelelse fredag morgen om sit skifte. Og vigtigere endnu; han skulle gå i flyverskjul. Og det kunne kun gå for langsomt.

Hvis ikke han gjorde, ville socialdemokraterne sikkert forsøge at tale Reimer fra beslutningen, frygtede Venstre.

Opkaldet

Morgenen efter havde den socialdemokratiske borgmester Erik Christensen tilladt sig selv at sove længe for første gang i, hvad der føltes som et lille år.

Han havde ligget i valgkampsduel med Venstres borgmesterkandidat, Kenneth Muhs, siden årsskiftet, husker han. Men nu, 10 dage efter valget, kunne han endelig ånde ud.

Konstitueringen var på plads, formandsposterne var fordelt, og alt det praktiske på rådhuset, den seneste uge var gået med, var vinget af.

Erik Christensen satte sig til rette i sofaen. Med morgenhår og stadig kun iført underbukser lod han skuldrene falde.

Men så ringede telefonen.

- Har du hørt det?, spurgte den socialdemokratiske gruppeformand, Per Jespersen, i den anden ende af røret.

Erik Christensen anede ikke, hvad han talte om.

- Jan Reimer Christiansen er skiftet til Venstre. Han peger på Kenneth Muhs som borgmester, sagde gruppeformanden.

Erik Christensen afsluttede hurtigt samtalen.

Han måtte have fat i den nu tidligere partifælle. Nu.

Sidst, han havde talt med ham, var til et byrådsmøde fire dage tidligere, hvor de havde afsluttet aftenen med at spise sammen. Præcis som de plejede og uden nogen indikation på, at noget var galt.

Nu forsøgte han febrilsk at ringe Reimer op.

Intet svar.

Heller ikke da han ringede anden gang. Eller tredje og fjerde.

Pludselig bimlede borgmestertelefonen igen, men stemmen i røret tilhørte ikke Reimer.

Det var Kenneth Muhs.

Han ville sikre sig, at Erik Christensen var med på, hvad der foregik.

Det var han. Venstre havde nu på papiret et flertal, men havde de i sinde af bruge det?

Den snak egnede sig ikke til en telefonlinje, vurderede Kenneth Muhs og foreslog, at de mødtes på neutral grund.

Erik Christensen, Kenneth Muhs og gruppeformanden for Venstre, Kaj Refslund, aftalte at samle sig i borgmesterens sommerhus i Nyborg cirka 10 minutters kørsel fra hjemmet i Ullerslev.

Erik Christensen skyndte sig i tøjet, underrettede sin kone og satte kurs mod Nyborg, alt imens de første journalister begyndte at ringe. 

Forgæves.

Borgmesteren havde ikke ord at give af. Han vidste knapt nok, hvad der var op og ned. Og han ventede stadig på, at Jan Reimer Christiansen ville tage sin telefon.

Men som borgmesteren placerede nøglen i sommerhusdøren, tændte op i brændeovnen og satte kaffe over til sine gæster, ramte realiteterne.

Jan Reimer Christiansen, socialdemokraternes nummer 10 på listen, havde nu sendt en pressemeddelelse ud til en række lokale medier. Han ville ikke længere være socialdemokrat, skrev han. Nu ville han “skabe forandring” som Venstre-mand.

Pressen konkluderede hurtigt, at der var tale om et regulært borgmesterkup. Og manden, der tippede vægten, havde tilmed kun fået knap 200 personlige stemmer, hvilket betød, at han var blevet valgt til byrådet med flere end 500 socialdemokratiske listestemmer.

Nu skulle de hundreder af socialdemokratiske stemmer, som Erik Christensen og resten af den socialdemokratiske gruppe have kæmpet for, gøre Kenneth Muhs til borgmester.

Erik Christensen vidste, at dagene som Nyborg-konge var forbi.

Men han havde stadig ingen idé om, hvad de følgende dage ville bringe. Og vigtigere endnu: Hvor var Jan Reimer Christiansen?

I et andet sommerhus omtrent en times kørsel fra Nyborg lå en populær, men slukket, telefon.

Ganske som de mange andre gange, den siddende borgmester havde forsøgt at få hul igennem, var der ingen, der svarede.

Venstre havde sat alt ind for at skjule den nye partifælle fra omverdenen. Journalister såvel som socialdemokrater.

Venstre-fællerne så helst, at de kunne holde det afgørende mandat isoleret og upåvirket så længe som overhovedet muligt.

Derfor havde byrådskollegaen Søren Svendsen (V) ifølge DF's Carsten Kudsk tilbudt at gemme kommunens formentlig mindst populære mand væk i sit sommerhus på Langeland. Og selvom socialdemokraterne ihærdigt forsøgte at komme igennem til afhopperen, forblev telefonen ubesvaret og lokationen hemmeligholdt.

Men det var langt fra nok at gemme “den tavse borgmesterdræber” af vejen.

Situationen krævede en ny konstituering. Og det skulle gå stærkt.

Erik Christensen havde i løbet af formiddagen både holdt møde med Kenneth Muhs og Kaj Refslund i sommerhuset og nået at tale med de røde allierede, SF og Enhedslisten. Nu skulle han ind og meddele Venstre-folkene, hvad de tre partier i fællesskab havde besluttet.

Det kunne gøres kort.

Hvis ikke Venstre og Dansk Folkeparti stod ved den konstitueringsaftale, der var indgået 10 dage tidligere og genvalgte Erik Christensen som borgmester, kunne de glemme alt om en bred konstituering.

Åbningen

Da Erik Christensen senere på aftenen lagde sig på sengen, kunne han ikke finde ro.

Han kunne ikke slippe beslutningen om, at de røde partier havde sagt nej til at konstituere sig med de blå, og som nattetimerne gik, blev konklusionen klar:

Partiernes nej til en aftale var taget i ren affekt, og det ville ikke være rimeligt for vælgerne helt at frasige sig muligheden for indflydelse gennem formandsposter, fordi man var vred på dem, der nu sad med nøglerne til borgmesterkontoret.

Solen var kun akkurat stået op lørdag morgen, da Erik Christensen ringede sammen med sine venner i SF og Enhedslisten.

Dagen forinden havde enigheden om et nej ikke været til at rokke, men nu var de alle tre kommet på mere forsonende tanker over natten.

Kenneth Muhs ville indtage borgmesterkontoret med eller uden deres hjælp, så de kunne lige så godt tilbyde at genåbne konstitueringsaftalen.

Men ikke uden krav om indflydelse.

På et pressemøde klokken 16.30 på det borgmesterkontor, som Erik Christensen nu kun havde på lånt tid, oplistede han sine krav. Herunder blandt andet 1. viceborgmesterposten.

Begejstringen hos Kenneth Muhs var efterfølgende afvejet optimistisk. Kravene viste, at der var bevægelse i forhandlingerne, lød det, og Kenneth Muhs noterede sig tilbuddet “med tilfredshed”.

Men intet var givet. Der var stadig poster at slås for.

Forhandlingerne udspillede sig i en kontorbygning på den yderste spids af byens industriområde.

Her gav store vinduespartier de nødvendige forudsætninger for at se, hvem nærmede sig.

På den måde kunne Venstre spotte journalister tids nok til at smugle Jan Reimer Christiansen ned ad brandtrappen for hurtigt og uset at kunne fragte ham tilbage til sit sommerhusskjul, før journalister og socialdemokrater fik nys om hans tilstedeværelse.

Efter tre dages gemmeleg og forhandlinger i det skjulte kunne Jan Reimer Christiansen ikke gemme sig længere.

Aftalen var indgået søndag aften, og mandag 2. december kunne det konstituerende byrådsmøde finde sted.

Et møde, der måtte tvinge Reimer frem fra sit skjul.

Foran rådhuset i Nyborg var flere hundrede borgere troppet op med skilte og kampråb. 

De følte sig forrådt og konkluderede med store ord, at demokratiet var dødt og borte. Tilliden til folkestyret var sat over styr af en mand med 184 personlige stemmer.

Nu sad han i byrådssalen omringet af journalister og byrådskollegaer.

Erik Christensen rejste sig fra sin stol, krydsede salens hestesko og gav Jan Reimer Christiansen hånden.

- Du har været svær at få fat i. Men det har du vel en god grund til, sagde Erik Christensen.

Reimer så sin tidligere partifælle i øjnene og konstaterede kort, at han havde haft sin telefon slukket.

Et lille, anonymt smil tegnede sig på det efterhånden landskendte ansigt. 

En mine, der sad som limet på og hverken blev større eller mindre, når beskyldningerne mod ham føj gennem rummet.

Heller ikke da han selv blev tvunget til at sige ordene: “Jeg stemmer på Kenneth Muhs”, mens vrede demonstranter buhede for fuld styrke.

Ej heller den nyudnævnte borgmester havde den store mimik. 

Det kaldte situationen ikke på, tænkte han.

Og den afgående Erik Christensen undte ham da heller ikke så meget som et blik, da borgmesterkæden fandt sin nye ejer.

Det hele føltes uretfærdigt, husker Erik Christensen. Og for første gang mærkede han, hvor ondt den nye virkelighed gjorde.

Sent søndag aften var DF’s to mandater gået med til at gøre Erik Christensen til 1. viceborgmester med lovning om, at den ville gå til dem ved det næste valg. Derfor kunne Kenneth Muhs nu bryste sig af både bred konstituering og borgmesterkæde.

Men en post som 1. viceborgmester var langt fra nok til at dulme skuffelsen hos den fallerede bykonge.

Ej heller til at klinke byrådsskårene, skulle det siden vise sig.

Da borgmesterkæden officielt havde skiftet nakke, og det konstituerende møde var ophævet, var Jan Reimer Christiansen igen tvunget til at flytte sig og blive konfronteret med den sultne presse.

Men før jagten for alvor blev sat ind på ny, stoppede hovedpersonen kort op og sagde de kryptiske ord, der skulle vise sig at blive aftenens eneste:

- Nok er nok. Man har to ører. Enten lytter man, eller så lytter man ikke.

Skærmet af partifæller vendte han ryggen til mikrofonerne og søgte for en stund tilflugt i et tilstødende lokale. Og først efter en kort pause fik journalister og fotografer ham atter at se.

Hans tilstedeværelse var påkrævet til konstituering i de enkelte udvalg, og der ventede ham nu en længere rejse gennem rådhusets krogede gange. Alt imens det danske pressekorps hidsigt afkrævede svar.

Undervejs fik en fotograf revet sine bukser itu, og en journalist røg i gulvet, mens sommerhusejeren Søren Svendsen nærmest trak Jan Reimer Christiansen fra rum til rum.

Da Reimer pludselig stod ansigt til ansigt med en kameralinse og måtte se sig omringet, greb Svendsen fat i hans jakke og trak ham i den modsatte retning.

Der var ikke mere at komme efter.

Alt, der kom ud af den tumultariske driven gennem Nyborg Rådhus, var ordene “ingen kommentarer” og en lovning om, at ordene nok skulle komme. Det blev bare ikke denne mandag i december.

Da Jan Reimer Christiansen var blevet eskorteret væk fra demonstranter og lystne journalister, gik resten af Venstre-medlemmerne og DF’erne sammen mod kantinen.

Her plejede alle byrådsmedlemmerne at samle sig til en bid mad efter alle byrådsmøder.

Nu stod hver anden stol tom. Den mangeårige tradition var død sammen med samarbejdet over midten.

Efterskrift

Dagen efter det tumultariske byrådsmøde forklarede Jan Reimer Christiansen sit partiskifte med, at han havde følt sig degraderet og som fyld på den socialdemokratiske liste. Konkret nævnte han, at han ikke var blevet løbende orienteret under konstitueringsforhandlingerne på selve valgnatten.

Den forklaring genkender Erik Christensen ikke i dag. Han husker i stedet, at den socialdemokratiske gruppeformand, som forhandlede på vegne af gruppen sammen med ham, flere gange gik til og fra medlemmerne i kantinen for at gøre status.

Kuppet medførte, at vrede nyborgensere organiserede sig og udnævnte såkaldte demokrativagter, som længe efter valget troppede op til byrådsmøderne for at holde øje med, at de folkevalgte teede sig i demokratiets tjeneste.

Erik Christensen fortæller til TV 2, at han - trods han på papiret var borgmester året ud - holdt sig fra rådhuset fra den aften, hvor borgmesterkæden blev overrakt til Kenneth Muhs. Først da de ansatte var gået på juleferie, tog han ind for at pakke sine fire år som borgmester ned. Han forlod Nyborg Byråd, da han blev valgt til Folketinget i 2015. Her sad han i fire år.

Hverken Jan Reimer Christensen, Søren Svendsen eller Kaj Refslund har ønsket at medvirke til denne artikel.

Alle fire genopstiller ved valget 16. november, og borgmesteren overrakte i 2020 ridderkorset til de tre andre for at være blandt de fem i Nyborg Byråd, der har tjent folkestyret længst.

Erik Christensen og Jan Reimer Christiansen har ikke talt sammen, siden de gav hinanden hånden på det konstituerende byrådsmøde.