Ildsjæle vil udbrede kendskabet til fynsk vin

God vin behøver ikke komme fra Frankrig eller andre store vinnationer. Den kan sagtens komme fra Fyn. Det mener arrangørerne af ny vinpicnic på Fyn.

Selvom regnvejret lørdag eftermiddag ikke kunne måle sig med en augustdag i Frankrig, Spanien eller Italien, så kan vinen, som det hele drejer sig om, godt.  

Det mener i hvert fald kokken Thomas Pasfall, der sammen med vinbønderne Helle og Thomas Stokkebye lørdag arrangerede vinpicnic og rundvisning på parrets vingård på Østfyn. 

Det var Thomas Pasfall, som fik ideen til arrangementet, hvor 30 gæster trodsede regnvejret for at blive klogere på den fynske vinproduktion. 

- Nærværet mellem kokke og producenter skal bringes i fokus, fordi vi kan så meget på Fyn, og jeg vil gerne have endnu mere fokus på det, siger Thomas Pasfall. 

En fynsk nyskabelse

I en dansk kontekst er det på mange måder en nyskabelse at invitere gæster på vinsmagning og rundvisning blandt vinstokkene. 

Netop derfor var det interessant at afprøve. Det siger Helle Stokkebye, der er medejer af By Stokkebye, som producerer fynsk vin. 

- Det er ikke rigtig noget, man har set i Danmark endnu. Det synes vi jo også er spændende. Måske kan det blive en årlig tradition med sådan en picnic her i vinmarken, siger hun. 

Vin er en del af fortællingen om Fyn

Gastrofyn, der gerne vil udbrede kendskabet til de gode fynske råvarer, er også med i arrangementet. Det er nemlig en oplagt mulighed for at fortælle om den fynske gastronomi. 

Det mener Jesper Larfort, der er forretningsudvikler for Destination Fyn. 

- Fynsk gastronomi starter jo ved jorden og slutter på tallerkenen. Og vi har rigtig mange gode fynske producenter. Så det er en del af vores fortælling, at fortælle hvor ting kommer fra, siger han. 

Én af de vininteresserede besøgende var Søren Rosenkrands fra Nyborg, der trodsede det ustabile sommervejr for blive klogere på vinproduktionen på Østfyn. 

- Vinproduktion er jo egentlig fremmed, men det ser ud til at lykkes godt her, så derfor har det været ekstra spændende at have den mulighed for at komme her og se det, siger han.  

Vingården By Stokkebye, der ligger i Bovense ved Nyborg, plantede de første vinstokke i 2009.  

 

Oversigt

    Oversigt